R og SF slås for konventioner

Lyt til artiklen

Alle partier i Folketinget går ind for at forbedre børns rettigheder, men et flertal afviste alligevel fredag et forslag fra SF om at indarbejde FN's børnekonvention i dansk lov. Det hænger sammen med en næsten teoretisk juridisk diskussion. Internationalt signal Især de radikale, SF og Enhedslisten med lidt mere lavmælt støtte fra Socialdemokraterne har bidt sig fast i, at Danmark ved at indarbejde FN-konventioner i dansk ret både sender et internationalt signal om støtte til konventionerne og klargør deres juridiske status i dansk ret. På den anden side står regeringspartierne. De sagde før jul nej til at inkorporere tre FN-konventioner. Deres hovedargument er, at Danmark med ratificeringen af de pågældende konventioner allerede har givet dem en sikker status i dansk ret. Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech bad flere gange under debatten i Folketinget om konkrete eksempler på, at børns retsstilling er dårligere i dansk ret end i børnekonventionen. »Kom med et forslag om forbedring, så kan vi tage stilling til det«, sagde hun. Nederlag til SF SF's ordfører Anne Baastrup nævnte straks, at børn i skilsmissesager har bedre rettigheder i konventionen end efter dansk ret. Nederlaget til SF fredag har dog ikke fået de radikale til at opgive. »Vi vil foreslå inkorporering af de tre FN-konventioner, som et ekspertudvalg anbefalede at inkorporere«, siger tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen. På et gruppemøde på tirsdag vil partiet tage stilling til, om det teknisk skal ske som et lovforslag eller et beslutningsforslag. Niels Helveg Petersen mener, regeringens nej til at inkorporere konventioner skyldes hensynet til Dansk Folkeparti: »Regeringen dukker hovedet. Det passer ikke, at det er en overflødig øvelse. Ved inkorporering bliver konventionerne mere synlige, deres anvendelse i retssystemet får et mere sikkert grundlag og det sender internationalt et signal om, hvor Danmark står i kampen mod tortur, mod racisme og for menneskerettigheder«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her