S klar til debat om regioner

Mogens Lykketoft. - Foto: Jan Grarup
Mogens Lykketoft. - Foto: Jan Grarup
Lyt til artiklen

Fløjene fløj lavt, da Socialdemokraternes hovedbestyrelse i går skulle enes om partiets linje i de forestående forhandlinger om en kommunalreform. Selv om vandene er skarpt delte mellem borgmestrene i de større bykommuner og den mere amtslige og landlige del af partiet, tolker S-formand Mogens Lykketoft alligevel mødet som fredeligt. Og sit mandat fra baglandet som bredt. »Vi var enige om et af de væsentligste pejlemærker: at der skal være demokrati i alle led i den nye struktur, og det betyder altså folkevalgte regioner«, siger Lykketoft. Mindretalsudtalelse fra København og Odense Som optakt til hovedbestyrelsesmødet har en arbejdsgruppe med folketingsmedlem Ole Stavad som formand udarbejdet et langt notat, som lægger op til en modernisering af den nuværende struktur med både færre og større amter og kommuner. Opgaverne ligger i store træk som i den nuværende struktur, bortset fra en række mindre delområder på det sociale og sundhedsmæssige, som flyttes fra amter til kommuner. Den vision passer ikke mindst de amtslige repræsentanter og tilhængere af ikke alt for store kommuner godt. Og den passer langt mindre en række socialdemokratiske borgmestre som Odenses Anker Boye og Københavns Jens Kramer Mikkelsen, som har formuleret deres ønske om en mere gennemgribende reform i en mindretalsudtalelse. Arbejdsgruppens konklusioner blev sammen med særudtalelserne købt af hovedbestyrelsen, men Lykketoft føler sig ikke af den grund bundet af den detaljerede beskrivelse af den fremtidige struktur. »Jeg har fået et bredt mandat. Jeg regner med, at regeringen kommer med et konkret udspil i løbet af april, og derfor vil jeg slet ikke lægge mig fast på en opgavefordeling allerede«, siger han, der regner med at få hjælp fra virkeligheden til at tegne den endelige reform. »Vi skal fastholde fuld fart på de frivillige sammenlægninger ude i landet, og når vi ser omridset af de størrelserne, de fremtidige kommuner får ad frivillighedens vej, kan vi se hvilke opgaver, de kan bære«. Høring frem til april Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen oplever også - trods forudgående bekymring om det modsatte - holdningen som konstruktiv og fornuftig. »Vi har ikke snakket os længere væk fra hinanden, snarere tættere«, siger han, der i høj grad føler, at de store byers standspunkter er med i formandens bagage, når han sætter sig til forhandlingsbordet med regeringen. Også partiets næstformand og amtsborgmester, Bent Hansen, hvis tankegods i høj grad står at læse i arbejdsgruppens notat, anslår fredelige og kompromissøgende toner. »Det er et meget 'rundt' papir, og vi har ikke bundet vores formand på hænder og fødder. Der står ikke noget om en bestemt kommunestørrelse, og vi lægger os heller ikke fast på en af de modeller, som Strukturkommissionen foreslår«, siger han. I øjeblikket er Strukturkommissionens betænkning til høring frem til 7. april.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her