Kommuner, socialpædagoger og andre, der har en finger med i spillet, når børn skal anbringes, har i årevis tørstet efter systematisk viden om effekten af anbringelser. Men på trods af, at stadig flere millioner af kroner til anbringelser er fosset ud af kommunekasserne, har de skiftende regeringer ikke for alvor prioriteret forskning i, hvilke typer af indsatser der rent faktisk fungerer. Ikke før nu. Regeringen og Dansk Folkeparti har over de næste fire år afsat 100 millioner kroner til velfærdsforskning. Et af de områder, der skal fokus på, er udsatte børn. Social arv »Vi skal simpelthen vide, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Hvad er effekterne ved at anbringe et barn i familiepleje - og hvilken konkret indsats virker bedst over for familie og nærmiljø, når vi for eksempel skal bryde den negative sociale arv«, siger socialminister Henriette Kjær (K), der understreger, at det ikke er endegyldigt sidste bevilling. »Vi skal blive ved med at forske på dette område, og det er skandaløst, som vi hidtil har følt og famlet os frem«, siger ministeren, som sammenligner den sociale sektor med den sunde. Til socialområdets bagdel. »På sundhedsområdet sætter vi ikke en metode i søen, før den er grundigt afprøvet og vurderet. På det sociale område prøver vi os bare frem uden at vide, om tingene virker«, siger hun. Også Socialforskningsinstituttet har, støttet af Socialministeriet, iværksat den første langvarige undersøgelse af effekten af anbringelser. Undersøgelsen kortlægger en hel årgang af anbragte børn, helt indtil de bliver voksne. »Vi ser på, hvad børnene har været udsat for og hvilke tiltag, som hjælper og er dårlige, efterhånden som de vokser op. Forhåbentlig bliver vi så klogere på, hvad der bryder den sociale arv«, siger seniorforsker Anne-Dorthe Hestbæk, en af forskerne bag projektet. Kommunernes Landsforening, der senest i Ugebrevet Mandag Morgen i går meldte ud, at indsatsen over for børn og unge foregår i blinde, betegner initiativerne som »positive«. Velfærdsforskning »Initiativerne skulle bare have været sat i gang noget før, når nu vi har råbt på det i årevis. Og det virker mærkeligt, at der kommer en reform af anbringelsesområdet nu, uden at man har nogen resultater at bygge den på«, siger kontorchef i Kommunernes Landsforening Jonatan Schloss - med henvisning til den reform af anbringelsesområdet, som socialministeren har varslet til februar. De 100 millioner kroner til blandt andet forskning i udsatte børn er en del af et såkaldt velfærdsforskningsprogram, der skal være med til at føre Danmark i front, når det gælder forskning i effekt af velfærdstiltag. De andre forskningsområder er metoder til at finde og fastholde beskæftigelse, forbedring af integration og specialundervisning. Til sommer er forskningsbehovene formuleret så præcist, at forskere og forskningsinstitutioner kan byde ind på opgaverne, og derefter kan arbejdet begynde.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























