Det kribler i fødderne for at komme ud på den petroleumsfarvede is og håndfodre svanerne eller spille ishockey. Men man skal tænke sig om. For på trods af mange dages hård frost, er kun en enkelt sø i Københavns Kommune indtil videre nået op på de magiske 13 centimeter is, det kræver at blive godkendt som 'sikker': nemlig den nordlige del af søen i Fælledparken. Her viser kegler og rød-hvidt plastikbånd nu, hvor det er sikkert at færdes. Desuden bliver isen fejet - et andet tegn på, at den nu er sikker. >b>Kan være katastrofalt Alle andre steder kan det være katastrofalt at se bort fra de røde skilte, lyder advarslerne fra Københavns Kommune. For man kan ikke selv vurdere isens sikkerhed. »For eksempel kan varmt grundvand fra bunden af søen betyde, at isen nogle steder kun er to centimeter tyk. Men det kan være umuligt at få øje på en sådan 'våge', hvis der for eksempel ligger sne henover«, advarer Ole Suadicani, landskabsarkitekt i Københavns Kommune. De lokale forhold betyder, at isen skal være tykkere nogle steder end andre. »For eksempel skal Peblinge Sø være oppe på hele 18 centimeter for at få sikkerhedsstemplet«, siger Ole Suadicani og opfordrer folk til at bruge Kommunens kunstige skøjtebaner, indtil Søerne har fået det eftertragtede sikkerhedsstempel. De voksnes ansvar Rådet For Større Badesikkerhed understreger, at det er de voksnes ansvar at undgå ulykker. For børn under ti år forstår ikke alvoren af skiltenes advarsler, og derfor skal de voksne være et godt eksempel, mener han. »De voksne ved måske godt, hvor der er sikkert at færdes på isen. Men inde på bredden står der måske nogle børn og kigger på. Så går de selv derud, og pludselig falder de i et hul og drukner. Det er jo en katastrofal farlig ting«, siger Michael Aller, der mindes mindst én drukneulykke med børn sidste år. Inden for de næste dage vil flere søer og vandløb blive godkendt til færdsel, men weekendens tøvejr kan stikke en kæp i skøjteklingen. »Vi måler hele tiden. Og bliver det for eksempel regnvejr, så smelter isen hurtigt. Og så kommer de røde skilte op igen«, siger Ole Suadicani fra Københavns Kommune.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























