Beboerne på de fredede volde i Christiania skal ikke regne med at beholde de selvbyggede tage over hovedet. Til gengæld er der ingen planer om at sætte de øvrige christianitter ud af fristaden. Normalisering Regeringens Christiania-udvalg er ved at lægge sidste hånd på sin betænkning med en række forslag til, hvordan den over 30 år gamle fristad omdannes til en Københavns 16. bydel. En normalisering af området, har regeringen kaldt øvelsen. »Vi arbejder med flere modeller til en løsning, og jeg kan ikke på forhånd afgøre, om vi ender med at anbefale en af modellerne. Eller om vi lægger dem op sideordnede til politisk afgørelse«, siger afdelingschef Jacob Heinsen, der er formand for udvalget. Ifølge Politikens oplysninger varierer modellerne fra en temmelig voldsom forandring af området med hovedvægten på ejerboliger til en mere blød løsning, hvor Christianias egen idé om at lade området styre af en fond på det seneste har fået en plads. Volde skal rømmes På bundlinjen står dog, at Christiania formentlig - uanset model - bliver tvunget til at rømme de fredede områder, hvor der i øjeblikket bor mellem 50 og 100 christianitter. Samtidig skal byggerierne fjernes, og voldanlægget føres tilbage til den historiske form. »Modellerne dækker et bredt spektrum af ideer, og længere vil jeg ikke gå i dag«, siger Jacob Heinsen. På Christiania følger beboerne arbejdet i udvalget tæt, og her kender man også omridset af de forskellige modeller. Plus planerne om at rydde voldanlæggene for huse. Skal først flytte I udgangspunktet er beboerne ikke enige med Christiania-udvalget om at definere dem som ulovlige. Christiania tager afsæt i lokalplanen fra 1991 og rammeaftalen med Forsvarsministeriet, som ifølge fristaden accepterer byggeriet og først kræver husene fjernet, når de nuværende beboere flytter frivilligt. »Desuden kan vi slet ikke se, at byggeriet skæmmer området. Har du været på Kastellet og se voldene der? De er klippet med neglesaks, og det er blevet et meget friseret område, og det ønsker hverken vi eller de mange gæster her i Christiania«, siger Peter Post, sekretær for Christianias kontaktudvalg. Han vurderer i stedet, at de mange skæve og sjove vinkler på husene på netop voldanlæggene er en attraktion i sig selv. Ideen om at oprette en fond og lade den styre normaliseringen af Christiania blev ifølge udvalgsformand Heinsen præsenteret første gang for udvalget af Christianias advokater Lulla Forchhammer og Knud Foldschack på et møde i august sidste år. Siden har den været drøftet på Christianias højeste myndighed, fællesmødet, hvor tanken blev positivt modtaget. Forslaget er sendt til videre debat i Christianias lokalområder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























