Tankerne om et fælles trafikselskab for busser, S-tog, regionaltog, lokaltog og metro i hovedstaden - eller på hele Sjælland - vinder tilhængere for øjeblikket. Senest erklærede regeringspartiet Venstre sig i går positivt over for ideen, som kan blive til virkelighed i forbindelse med en kommunalreform senere på året. Gæld er en hindring Der er dog en alvorlig hindring for, at et sådant selskab kan holdes over dåben. Ørestadsselskabet, der ejer den københavnske metro, har en gæld på mere end 15 milliarder kroner. Alene sidste år var renteudgifterne på en halv milliard kroner, og oveni kommer underskuddet fra det svigtende billetsalg i 2003. SF frygter, at den milliardgæld, som metroen trækker med ind i et eventuelt fælles trafikselskab, vil give selskabet en vanskelig start. »For mig at se blokerer metroselskabets kæmpegæld for, at der laves et stort fælles trafikselskab. Det underskud kan de ikke bare smøre af på for eksempel DSB's S-tog«, siger kommunalordfører Kristen Touborg (SF). SF'eren har spurgt indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om metroens milliardgæld i et fremtidigt trafikselskab, men ministeren henviser til, at der slet ikke er taget stilling til, hvordan den kollektive trafik skal organiseres i fremtiden. »Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at udtale sig nærmere om den konkrete finansielle struktur i et eventuelt nyt trafikselskab for hovedstadsområdet«, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen. Kendt model Adskillige steder i Europa er den kollektive trafik samlet i ét selskab med stor succes. På den anden side af Sundet har Skånetrafiken, der står for al kollektiv trafik, stor fremgang. På fem år er antallet af rejsende steget fra 69 millioner til 96 millioner sidste år. Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) og formand for Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), Frederiksberg-borgmester Mads Lebech (K) taler varmt for en tilsvarende model i hovedstaden. Trafikminister Flemming Hansen (K) er positiv, og nu går indenrigsministerens partifælle, trafikordfører Svend Heiselberg, ind på tilsvarende tanker. »I regeringspartierne er vi optaget af at få den kollektive trafik til at fungere, og i hovedstadsområdet fungerer det dårligt i øjeblikket. Man kan stille sig spørgsmålet om, det er rigtigt at have fem administrative led. Løsningen kunne være at samle selskaberne i ét selskab«, siger trafikordfører Svend Heiselberg. SF kan også se ideen i et stort trafikselskab, men til gengæld ikke, hvordan det skal blive til virkelighed med metroens milliardgæld. »Staten kan ikke bare løfte metroens gæld af. Det har fra starten heddet sig, at skatteyderne ikke skal betale en krone for metroen. Pengene skal komme fra grundsalg i Ørestaden og billetindtægter. Man kan ikke bare gennemføre et vidtløftigt projekt, der bliver tre gange dyrere end beregnet, og så få år efter sende en regning til skatteyderne«, siger Kristen Touborg. Svend Heiselberg vil ikke gå i detaljer med, hvordan ét trafikselskab kan etableres.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























