Farum Kommune står klar med en regning på 542.000 kroner mod tidligere borgmester Peter Brixtofte (V). Beløbet dækker en række tilbagebetalingskrav for rejser og repræsentation i året 1999. Det er Tilsynsrådet, der har pålagt kommunen at fastsætte kravet i forbindelse med Bagmandspolitiets sigtelser mod Peter Brixtofte, skriver Frederiksborg Amts Avis. Dømmes Peter Brixtofte, sender kommunen regningen, men der er dog en række forbehold for kravenes korrekthed. Carpens: Regnskab var godkendt Borgmester Lars Carpens (V) stemte for at sende opgørelsen over kravene til Bagmandspolitiet, men han fastslår, at det daværende byråd godkendte regnskabet for 1999, og at ingen gjorde ophævelser over for Peter Brixtoftes repræsentation. »Så byrådet kan ikke påstå, at det skete uden deres vidende, og den uvildige undersøger af kommunens forhold peger da også på, at hele det gamle byråd er ansvarligt«, siger Lars Carpens til avisen. Peter Brixtofte siger, at han vil klage til statsamtmanden, fordi han mener, at byrådsflertallet handler ulovligt, og at medlemmerne i øvrigt er inhabile i sagen.
Farum kræver halv million af Brixtofte
Lyt til artiklen