Fogh lovede at slette tv-bånd

Lyt til artiklen

Ro på. Enten bliver båndene gemt et sikkert sted. Eller også bliver de slettet. Den klare melding gav statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til Folketinget i maj sidste år, da han på et spørgsmål fra folketingsmedlem Per Kaalund (S) blev bedt om at redegøre for, hvad der skulle ske med de fraklippede sekvenser og de mange timers råbånd fra filmen 'Fogh bag facaden'. Ingen af delene er sket siden maj, og det får nu Per Kaalund til at rette en hård kritik mod Statsministeriets sikkerhedsprocedurer. »Et mildt udtryk er, at Statsministeriet har haft en yderst lemfældig omgang med dette materiale«, siger Per Kaalund. Han rejste spørgsmålene i kølvandet på forårets ophedede debat om dokumentarfilmen. Båndene lå i bankboks Statsministeren blev bedt om at »garantere, at der i de 90 timers optagelser (...) ikke er sekvenser, der kan skade forholdet til fremmede magter«. Dengang stillede Kaalund sig tilfreds med svaret om, at der ikke forelå nogen endelig aftale, og at båndene skulle »slettes«, hvis en aftale ikke kunne komme i stand. Men da to af de fraklippede sekvenser onsdag blev gengivet i Ekstra Bladet og TV 2, viste det sig, at båndene ligger i en bankboks i TV-Byen. Og det forstår Per Kaalund ikke en lyd af. »Jeg gik ud fra, at det her ville blive løst inden for den nærmeste tid. Altså at båndene skulle slettes, hvis det ikke var løst inden for et par måneder«, siger Per Kaalund. Afdelingschef i Statsministeriet, Sten Frimodt Nielsen, oplyser, at han sidste sommer accepterede et forslag fra Danmarks Radio om, at råbåndene indtil videre skulle opbevares i en aflåst boks hos DR TV. »Da jeg fik at vide, at båndene lå aflåst i Danmarks Radio, fandt jeg ikke anledning til at være bekymret over det. Jeg oplyste samtidig, at vi gerne ville vende tilbage til, om det skulle være den endelige placering. Jeg luftede muligheden for, at båndene eventuelt kunne placeres i Rigsarkivet, men at vi indtil videre var tilfredse med Danmarks Radios forslag. Det var i fuld overensstemmelse med, hvad vi havde aftalt«, siger Sten Frimodt Nielsen. Den mundtlige aftale har siden været gældende, og der er indtil videre ikke truffet nogen endelig aftale. Skulle ende i Rigsarkivet Med DR's generaldirektør Christian Nissens ord skyldes det ikke uenighed eller tvist mellem DR og Statsministeriet om båndenes endestation. Snarere at ingen rigtigt har interesseret sig for sagen, efter udsendelsen rullede over skærmen i april sidste år. »Vi har haft andet i hovedet, og vi havde vel en forståelse med hinanden om, at båndene skulle placeres i Rigsarkivet. Det tror jeg også, kommer til at ske«, siger Christian Nissen. Også Per Kaalund mener, at Rigsarkivet er en god mulighed - og han anbefaler parterne at rubbe neglene. »Hvis man ønsker at opbevare båndene, kunne Rigsarkivet være en god løsning. Alternativt må de slettes. De skal sgu ikke ligge og rode ude i Danmarks Radio«, siger Per Kaalund. Ingen garanti Christian Nissen understreger, at selv om båndene allerede for otte måneder siden var landet bag lås og slå i Rigsarkivet, havde det næppe været en ultimativ garanti for, at der ikke cirkulerer andre kopier. »Vores interne undersøgelse vil jo afsløre, hvordan tingene er sluppet ud. Jeg siger ikke, at det er sket på den måde, men der kan jo være taget ulovlige kopier af båndene allerede inden udsendelsen«, siger Nissen. Han hilser i øvrigt med tilfredshed, at både Ekstra Bladet og TV 2 i går lovede, at de ikke længere bruger fraklippene. Dermed er DR's bebudede fogedsag mod de to medier også droppet. Dansk Folkepartis Peter Skaarup finder ikke den langstrakte håndtering af sagen mellem Statsministeriet og DR særligt betryggende. »Man kan undre sig over, hvorfor parterne ikke overholder den klare aftale om enten at finde et sikkert sted eller slette båndene«, siger han, der forventer, at den del af mysteriet også bliver belyst i den samlede redegørelse fra Danmarks Radio om sagen. Dansk Folkepartis pressechef Søren Espersen, der også sidder i DR's bestyrelse, har bedt om en forklaring om hele sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her