Politiken har her til morgen indsat fire busser på en busrute i det centrale København. Busserne kører fra klokken 6.30 til 12 ad nøjagtig den samme rute som linje 5A. (Den går fra Husum via Nørrebro og Rådhuspladsen til Sundbyvester). Turen med Politikens busser er gratis for passagererne. Dyrere busser og ringere service Busserne sættes ind på den første arbejdsdag, hvor passagererne skal betale 12 procent mere for deres bus- og togbillet i København. Samtidig er servicen blevet dårligere med færre afgange og nedlæggelse af busruter. »Vi vil på en fornøjelig måde skabe debat om et alvorligt problem«, siger chefredaktør Per Knudsen, Politiken. Protestskrivelse til trafikministeren Ved de større stoppesteder på ruten bydes buspassagererne på en varm kop kaffe. Og om bord i de gratis busser ligger også dagens udgave af Politiken. På forsiden opfordrer avisen i en stort opsat artikel sine læsere til at skrive under på en protestskrivelse. »Mange mennesker lades i stikken, fordi de i deres dagligdag er afhængig af en billig og effektiv offentlig transport. Det er på tide, at de ansvarlige politikere i fællesskab griber ind og sikrer os en velfungerende kollektiv trafik med rimelige takster«, står der i protestskrivelsen, som senere vil blive overdraget til trafikminister Flemming Hansen (K). Ingen tager ansvaret I weekenden fralagde trafikministeren sig ansvaret for de voldsomme prisstigninger i hovedstadsområdet. Han sagde til Politiken, at Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), der står for den københavnske busdrift, kunne have disponeret anderledes. Det afviser trafikministerens partifælle, Mads Lebech, der er formand for Hovedstadens Udviklingsråd. Han siger til Politiken, at prisstigningen nøjagtig svarer til et statstilskud på 100 millioner kroner, som regeringen har fjernet. Chefredaktør Per Knudsen oplyser, at Politiken her til morgen har informeret HUR og HT om de gratis Politiken-busser på linje 5A. »Vores buschauffører og medarbejdere ser frem til en hektisk morgen og formiddag i den københavnske trafik. Klokken 12 er det desværre slut med gratis busture, aviser og kaffe. Men vi håber, at vi bliver mødt med godt humør, og at debatten om den offentlige trafik fortsætter i de kommende dage«, siger Per Knudsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























