Præparatet glucosamin kan måske spare patienter med slidgigt i knæ og hofte for at få indopereret nye led. Det siger læge og videnskabsjournalist Jerk W. Langer, som tirsdag udgiver bogen 'Glucosamin og slidgigt'. »En stor undersøgelse, offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Lancet i 2001, viste en klar effekt af præparatet over for placebo (snydepiller, red.) - både i forhold til smerter og til at forbedre bevægeligheden. Nu har forskerne efter to år fulgt undersøgelsen op, og det viser sig, at kun halvt så mange patienter i den oprindelige glucosamingruppe som i kontrolgruppen i mellemtiden har haft behov for at få indopereret et nyt led«, siger Jerk Langer. De nye resultater, han refererer til, blev præsenteret på en verdenskongres for slidgigt i efteråret. Forskerne fandt, at patienterne i glucosamingruppen gennemgående havde bevaret mere af deres ledbrusk, brugte mindre medicin, gik mindre til læge og i det hele taget havde det bedre, end den gruppe, der havde fået snydepiller. Det fremgår ikke, hvad patienterne i de to grupper havde gjort i de to år efter, at den oprindelige undersøgelse var afsluttet. »Derfor skal fundene også bekræftes af yderligere forskning. Men det ser positivt ud«, siger Jerk Langer, der understreger, at han selv er helt uden forbindelse til firmaer, der producerer præparatet. Glucosamin har været meget omtalt herhjemme, fordi det indtil i efteråret ikke måtte sælges til medicinsk behandling af mennesker, mens det i andre lande kunne købes enten som lægemiddel eller kosttilskud. I dag har Lægemiddelstyrelsen i alt godkendt ni præparater med stoffet, og flere er på vej. Intet vidundermiddel Professor, overlæge ved Reumatologisk Afdeling på Århus Kommunehospital Kristian Stengaard-Pedersen, advarer imidlertid mod at tro, at glucosamin kan hjælpe mod alle slags slidgigt. »Der foreligger flere undersøgelser, der viser, at præparatet har en både smertelindrende og funktionsforbedrende effekt på let til moderat slidgigt i knæleddet. Der er også undersøgelser, der antyder, at glucosamin kan have en forhalende effekt på udviklingen af selve sygdommen. Men det er altså kun virkningen i knæled, der er dokumenteret. Vi ved ikke, om det også virker mod for eksempel slidgigt i hænder og i ryggen«, siger Kristian Stengaard-Pedersen. Oplysning er vigtigst Han understreger, at den vigtigste behandling af let til moderat slidgigt er oplysning om sygdommen, herunder information om betydningen af at bruge leddet og styrke muskulaturen. »Gør man det, behøver mange slet ikke at fare til smertelindrende medicin«, siger Kristian Stengaard-Pedersen. Ifølge Gigtforeningen søger 220.000 danskere hvert år læge for slidgigt, og 7.100 fik sidste år indopereret et nyt knæled eller en ny hofte på grund af sygdommen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























