En sammenlægning af al kollektiv trafik på Sjælland kan være vejen frem for den hårdt prøvede kollektive trafik i hovedstadsregionen.
Tanken bakkes op af både trafikminister Flemming Hansen (K), Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) og formanden for Hovedstadens Udviklingsråd, HUR, Mads Lebech (K).
»Allerede nu er der dagligt 200.000 rejser ud og ind ad hovedstadsområdet, så Sjælland er et fælles arbejds- og boligmarked, siger Mads Lebech, der også er borgmester på Frederiksberg. Fordel med politisk ledelse
I øjeblikket drives metro, S-tog, regionaltog og busser i hvert sit selskab. Overborgmesteren ser en stor fordel i et selskab med en politisk ledelse.
»Der kan laves en skarpere og mere sammenhængende prioritering af det kollektive system. Der vil også kunne laves en bedre fælles markedsføring, når de forskellige parter havde en klar fælles interesse«, siger Jens Kramer Mikkelsen.
»Det vil være det rigtige«, siger trafikministeren om ideen.
»Staten beskæftiger sig jo ikke med det, HUR først og fremmest gør, nemlig busdrift. Man kan sagtens forestille sig, at et sjællandsk selskab, og det er der ingen, der forbyder dem at lave, kan opnå en rationaliseringsgevinst«, fortsætter Flemming Hansen.
Når tanken kommer op netop nu, skyldes det ikke blot diskussionen om de voldsomme prisstigninger, men også den kommende reform af kommuner og amter og deres finansiering. Reel debat på banen
Reaktionerne på de høje billetpriser kommer ikke bag på Mads Lebech.
»Ganske vist har vi vidst det i halvandet år, men det var på det teoretiske plan. Nu kan folk føle det på kroppen, og så kommer den reelle debat, og det er fair nok«. Hvordan får man tilliden til den kollektive trafik tilbage?
»Den kan få et løft ved at samtænke hele trafikken i et driftsselskab, hvor man sikrer det bedste for passagererne«. Hvad med gratis busser?
»Vi skal naturligvis studere de eksperimenter, der er i gang i udlandet. Men gratis busser vil efter vore beregninger alene i HUR koste 1,75 mia. kr., og det vil være en stor omprioritering i den eksisterende økonomi. Lige nu er det op ad bakke for den kollektive trafik«.
Heller ikke trafikministeren, der synes Politikens gratis linje 5A var en udmærket happening, er tilhænger af gratis busser:
»Der er forsøg i udlandet, og det giver også begrænsninger i biltrafikken i centrale byområder«, siger Flemming Hansen.
»Men der er ikke noget, der er gratis, og det ville betyde en vældig omprioritering af udgifterne ude i amterne, der jo har trafikplanlægningen«.
Flemming Hansen siger, at »fra dag et i ministeriet har jeg sagt, at forholdet kollektiv og individuel trafik ikke er et enten - eller, men et både - og«.
»Regeringen går ind for forbedring af den kollektive trafik. Vi ved fra flere undersøgelser, at for passagererne er regulariteten det vigtigste, og derfor bruger vi ni mia. kr. på at forbedre skinnenettet«. Skandaløst tiltag
I Folketinget vil oppositionen holde fast i både en generel nedsættelse af taksterne og forsøg med gratis busser.
»Det er en skandale at trække billettilskuddet væk«, siger SF's trafikordfører Margrete Auken. »Det rammer de svageste i samfundet«.
Hun er godt klar over, at gratis kollektiv trafik ikke er lige om hjørnet: »Billetindtægter på seks mia. kr. kan ikke bare lige tages væk. Men det skal ikke hindre forsøg med gratis busser i centrum af de største byer, som man kender det i udlandet. Det giver også miljøgevinster«.
»Et andet problem er, at busserne kommer for langsomt frem. Vi er i det hele taget nødt til at være kreative. Med skattestoppet og en trængt økonomi har amterne ikke haft en chance«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























