Gruppeformand Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti fik sig en gevaldig overraskelse, da mobiltelefonen bippede ind med en meddelelse fredag eftermiddag. På det tidspunkt sad han til møde i Frankfurt med vicedirektøren for Den Europæiske Centralbank, men regeringen ville have fat i støttepartiets stærke mand, og det hastede. Temaet var en gigantisk investering på 16 milliarder kroner til Nordsøfonden for Højteknologisk Udvikling. Som navnet antyder, skal pengene hentes fra merindtægter til staten, som regeringen netop har fået hjem i kraft af aftalen om udvinding af olie fra Nordsøen i de næste mange årtier. Blev aldrig præsenteret for idéen En ide, som Kristian Thulesen Dahl aldrig er blevet præsenteret for, selv om han gennem det sidste halve år har deltaget i dusinvis af møder om netop Nordsøen. Det to måneder gamle forlig mellem V, K, DF, R og KD siger klart, at merprovenuet alene skal gå til at afvikle gælden. Det er Dansk Folkeparti i bund og grund fint tilfreds med, da det sikrer en smule luft i økonomien til at indfri målene i regeringens økonomiske plan frem til 2010. Men med mammutinvesteringen i forskning og udvikling frygter DF, at midlerne til partiets mærkesager vil blive udhulet. »Hvis vi ikke sparer de renteudgifter til statsgælden, kan det betyde, at vi mangler de penge til de ældre. Så vil der om få år komme et forslag fra de konservative om, at så må vi skære mere over for efterlønnerne og de ældre. Det scenario vil vi ikke være med til«, siger Kristian Thulesen Dahl. »Ejendommeligt« Det er med andre ord langtfra sikkert, at regeringen har flertal for at bruge overskuddet fra Nordsøen til forskning, og af samme grund betegner gruppeformanden det nye initiativ som »højst ejendommeligt«. Han forstår simpelthen ikke, at regeringen ikke har fundet anledning til at vende sagen med støttepartiet inden lanceringen. »Det vidner i virkeligheden mest om, at det her er kommet på banen ret sent op til regeringsseminaret på Havreholm og ikke er noget, der har været tænkt over ret længe«, siger Thulesen Dahl. Slagnummer fra Fogh 'Nordsøfonden', der skal opbygges via indbetaling af to milliarder kroner store rater de næste otte år, var det store slagnummer, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) i går afsluttede et to dage langt regeringsseminar på Havreholm Slot ved Hornbæk. »Vi vil satse stærkt på at udvikle Danmark til et højteknologisk samfund inden for områder som informations- og kommunikationsteknologi, inden for bioteknologi og inden for det nye og spændende område, der hedder nanoteknologi«, sagde Anders Fogh Rasmussen. Radikale er betænkelige Men også de radikale er betænkelige ved prioriteringen. Forskningsordfører Margrethe Vestager (R) kræver en langt bredere prioritering af pengene end de tre hovedområder, som statsministeren ønsker. »Vores velvilje kommer helt an på, hvilken indflydelse vi kan få på, hvordan de her penge kan bruges til at sikre fremtiden. Det skal ikke kun være inden for de her få områder, som regeringen interesserer sig for. Det er bestemt ikke det eneste«, siger Margrethe Vestager. Hun fremhæver blandt andet, at programmer til uddannelse af yngre forskere trænger til et gevaldigt økonomisk løft. Regeringens to topministre slog i går fast, at pengene vil blive bevilget under alle omstændigheder - om nødvendigt via salg af statslige aktiver som Post Danmark, Københavns Lufthavne eller DONG. Men heller ikke her vil DF automatisk stemme for.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Han har placeret sig som den vel nok kvikkeste borgerlige tænker
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?



























