Man bliver straffet, hvis man har et seksuelt forhold til børn og unge under 18 år og betaler for det. Men der er kun rejst én sag i forbindelse med paragraffen 223 a, der blev indført i 1999. Det skyldes, at især politiet ikke kender til den, viser en evaluering af loven af Claus Lautrup fra det tidligere PRO-center, bestilt af Justitsministeriet. Undersøgelsen fra år 2002, der blandt andet består af interview med politiet, dommerstanden og socialarbejdere viser dog, at de professionelle, der arbejder med unge prostituerede, synes, loven sender et vigtigt signal. Men det hjælper meget lidt, mener sociolog Claus Lautrup, der har lavet evalueringen: »Det er vigtigt, vi har loven, så kunderne får et ansvar. Men hvis ingen ved, at den eksisterer, har den jo ingen værdi«. Claus Lautrup efterlyser, at loven blev fulgt op af en massiv oplysningskampagne rettet mod professionelle og den brede befolkning. Men imidlertid skyldes de få sager ikke manglende information alene. Da paragraffen i 1999 blev vedtaget efter pres fra internationale konventioner om beskyttelse af børn, skulle den unge prostituerede ernære sig helt eller delvist af prostitution, før det var muligt at rejse sag mod kunden. Omformulering »Det var en udbredt opfattelse, at unge prostituerede var narkotikamisbrugere og trak på gaden. Men det er jo ikke i de sammenhænge, at unge som oftest sælger sex. Deres form for prostitution er mere diffus for en meget lille betaling«, siger Claus Lautrup. Som følge af blandt andet evalueringen vedtog Folketinget i marts sidste år en omformulering af par. 223 a, så kravet om, at den unge skulle ernære sig ved prostitution, blev fjernet. Nu hedder det sig i paragraffen, at det er forbudt, at kunder betaler for seksuelle ydelser til unge under 18 år. Indtil videre er ingen sager rejst i den nye version af § 223 a. Claus Lautrup mener, at forældre og socialarbejdere tit undlader at anmelde sager af frygt for at dramatisere hændelsen og også stemple den unge som prostitueret. Men de skal slippe deres berøringsangst, mener han: »Børn er børn, indtil de fylder 18 år, og skal beskyttes som sådan - også af domstolene, så kunderne bliver stillet til regnskab«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























