Danmarks aftale med EU om et justeret EU-forbehold er i fare og risikerer at måtte gennem en ny forhandlingsrunde i EU. Det vurderer udenrigsminister Per Stig Møller (K), der kraftigt opfordrer det irske EU-formandskab til at fastholde de kompromiser om EU-traktaten, som medlemslande og ansøgere nåede at indgå inden forhandlingssammenbruddet for en måned siden. »Vi kan risikere, at forståelsen, der blev opnået om de danske forbehold, er væk«, siger Per Stig Møller. Justeret forbehold ikke på plads Umiddelbart efter EU's fiasko i Bruxelles udtalte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at den danske regerings aftale med EU om et justeret forbehold ligger fast og ikke vil komme i spil under de videre drøftelser om en EU-traktat. Men Per Stig Møller, der søndag talte ved det radikale nytårsstævne i Nyborg, vil langtfra udelukke, at regeringen på ny må ud at slås for at sikre det justerede forbehold, der giver den danske regering mulighed for at fastholde den stramme danske udlændingepolitik. Før sammenbruddet Den danske regering vil kraftigt opfordre det irske EU-formandskab til at sørge for, at alle aftaler i EU-kredsen, der blev indgået frem til natten før sammenbruddet, vil blive fastholdt. »Hvis alt tages af bordet, så er det her også taget af bordet. Så skal vi gentage forhandlingerne med det irske formandskab. Men jeg går ikke ud fra vanskeligheder«, siger Per Stig Møller. I den seneste måned har blandt andre Tyskland, Frankrig og Belgien lagt vægt på, at grundlaget for de videre forhandlinger er den syv måneder gamle tekst fra EU's forfatningskonvent - og ikke de allerede indgåede kompromiser fra det kuldsejlede topmøde i Bruxelles. Den radikale leder, Marianne Jelved, er enig med regeringen om at forsøge at bevare den danske aftale, selv om partiet er imod ideen om et justeret EU-forbehold. »Jeg synes også, det er vigtigt, at regeringen arbejder for, at forhandlingerne skal genoptages fra det, der lå 12. december«, siger Marianne Jelved. S: Afstemning i år Samme holdning har politisk ordfører Frank Jensen (S), der dog i modsætning til både de radikale og regeringspartierne godt kan se en afstemning om det danske forsvarsforbehold allerede i år. Han henviser til, at EU i december nåede til enighed om at oprette et militært hovedkvarter i Bruxelles. »Netop i år vil der ske meget på forsvarsområdet i EU«, siger Frank Jensen. Han opfordrede samtidig Per Stig Møller til at anspore Anders Fogh Rasmussen til gå mere offensivt ind i arbejdet om EU. »Danmark bør sætte en offensiv dagsorden om EU's budget, hvor 40 procent går til landbruget«, sagde Frank Jensen. Derimod angreb Marianne Jelved både regeringen og Socialdemokratiet i spørgsmålet om det justerede EU-forbehold. Hun forstår ikke, hvordan ja-partierne vil overbevise danskerne om et ja til EU-traktaten, når der samtidig indføres et nyt retligt forbehold om udlændinge.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























