Tre minutter i midnat 21. december lød alarmen hos Roskilde Brandvæsen. Ild i villa på Dunhammervej. Med sprøjte og blå blink fløjtede brandbilerne op gennem villakvarteret. Men fremme på adressen var der ingen ild - kun et sovende ældre ægtepar, som blev noget rystet over den barske vækning. Alarm var der til gengæld 18 kilometer derfra. På Dunhammervej, ikke i Roskilde men i Solrød Strand. Den fælles alarmcentral i Slagelse havde ved en fejl alarmeret brandvæsenet i Roskilde i stedet for brandvæsenet i Solrød Strand. 13 alvorlige fejl Og det er langtfra eneste gang, at den blot et år gamle alarmcentral har kontaktet det forkerte brandvæsen eller sendt brandbiler og ambulancer til forkerte adresser. Beredskabsafdelingen i Roskilde Kommune har gennemgået det lokale brandvæsens ture og konstaterer, at der fra 20. august til 29. november sidste år var 13 alvorlige fejl i de adresser, som blev opgivet fra alarmcentralen. Siden er der ifølge beredskabsafdelingen kommet flere fejl til - for eksempel ved branden på Dunhammervej. Hver gang har fejlmeldingerne betydet forsinkelser. Bekymret borgmester I december 2002 overgik alarmcentralen 112 fra Roskilde Politi til en fælles central i Slagelse for Storstrøms, Vestsjællands og Roskilde Amter. Lignende sammenlægninger venter andre alarmcentraler, efter at det er besluttet at reducere antallet af alarmcentraler i Danmark væsentligt. Borgmesteren i Roskilde mener, at det er manglende lokalkendskab hos alarmcentralens personale, der er skyld i fejlmeldingerne. Han er så frustreret over fejlene, at kommunen seriøst har overvejet civil ulydighed som en løsning. For eksempel ved at udbrede kendskabet til brandvæsenets direkte nummer, så Roskildeborgerne ikke skal igennem 112 i Slagelse. »Jeg kan ikke sige mig fri for at være bekymret på borgernes vegne. Det er menneskeliv, vi taler om her - det skal altså fungere«, siger borgmester Bjørn Dahl (V). Ens vejnavne Politiinspektør Bjarne Sørensen fra Slagelse Politi, som har ansvaret for alarmcentralen, vil ikke kommentere de konkrete tilfælde, hvor Beredskabsafdelingen i Roskilde mener, der er begået fejl. »Men når vi modtager en skriftlig kritik fra Roskilde Kommune, vil vi naturligvis gå ind og undersøge det«, siger Bjarne Sørensen. Han erkender, at alarmcentralen »et par enkelte gange« har været skyld i, at køretøjer er sendt til forkerte adresser. Det er sket, hvis to veje i hver sin kommune under samme postnummer hedder det samme. Politiinspektøren mener, at de fleste fejl generelt skyldes, at borgerne kommer til at oplyse den forkerte adresse. »Sådan har det altid været, og det kan man altså ikke klandre alarmcentralen for«, siger han. Beredskabschefen i Roskilde Kommune, Carsten Iversen, foreslår i et brev til Rigspolitichefen, at man opretter en særlig arbejdsgruppe til at tage sig af problemerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























