Den danske anklagemyndighed har uden held forsøgt at få De Forenede Arabiske Emirater til at redegøre for flere telefonnumre, som lige nu indgår i efterforskningen af den forsvundne tidligere irakiske hærchef, Nizar al-Khazraji. »Vi vil gerne vide, hvem der råder over disse telefonnumre, som vi ved, hører hjemme i Emiraterne, men indtil videre har vi ikke fået svar«, siger statsadvokaten for særlige internatonale straffesager Birgitte Vestberg, som rettede henvendelse til den arabiske Golfstat i juli. Hærchefen er sigtet for krigsforbrydelser, men forsvandt kort før krigen mod Irak fra sit hjem i Sorø. Siden har han været efterlyst over hele verden via Interpol. Vil ikke konkretisere spor Tidligere har anklagemyndigheden gennem telefonaflytning af satellittelefoner sporet samtaler til hærchefens bekendte i Mellemøsten, men Birgitte Vestberg ønsker ikke at afsløre, hvad der gør de nye numre interessante. »Jeg kan kun sige, at vi har en formodning om, at hærchefen befinder sig i De Forenede Arabiske Emirater. At sige mere ville være at gå for meget ind i efterforskningen«, siger hun. Avis: USA holder sig ude af sagen Den amerikanske avis New York Sun citerede torsdag kilder i USA's efterretningstjeneste, der siger, at hærchefen befinder sig i De Forenede Arabiske Emirater. Men ifølge avisen har det ikke fået USA til at kontakte Emiraterne. »Vi holder os så langt væk fra denne sag som overhovedet muligt«, siger en embedsmand fra det amerikanske udenrigsministerium til avisen. Der har tidligere været spekulationer om, at hærchefen netop blev hjulpet ud af amerikanske myndigheder, men det har USA afvist under en samtale med embedsmænd i det danske justitsministerium. Her blev det også sagt, at USA ikke kendte til hærchefens opholdssted. Birgitte Vestberg udtalte i sidste måned, at der er tilstrækkeligt med beviser til, at hærchefen kan tiltales for krigsforbrydelser i forbindelse med drab på civile kurdere i Nordirak i sidste halvdel af 1980'erne. Han kan dog først tiltales, hvis han kommer tilbage på dansk jord.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























