Tilsyneladende har Statsadvokat Karsten Hjort overset en redegørelse fra Københavns Politidirektør Hanne Bech Hansen under efterforskningen af sagen mod to politibetjente, som nu bliver tiltalt for at overtræde maskeforbuddet under EU-demonstrationen i december 2002. De to betjente blev afsløret af demonstranter, da de optrådte midt i mængden iført partisantørklæder, huer og tørklæder dækkende mund og næse. Ud fra loven om maskeforbud har statsadvokaet tiltalt de to politifolk. Men nu tyder meget på, at han må "kaste tørklædet i ringen". Ophævet på grund af kulde Af politidirektør Hanne Bech Hansens redegørelse fremgår det ifølge TV Danmarks Lokalrapporten, at maskeforbuddet helt ekstraordinært blev ophævet under topmødet - på grund af det kolde vejr. Statsadvokaten, som har indstillet de to betjente til en bøde, siger til Lokalrapporten, at han ikke kender noget til politidirektørens dokument. Han mener, at det kan betyde, at sagen falder til jorden. I redegørelsen skriver Hanne Bech Hansen bl.a. "Det blev besluttet som udgangspunkt ikke at håndhæve maskeringsforbud ved maskering i form af halstørklæder og hætter, som på grund af vejrliget kunne være anerkendelsesværdigt". De to betjente har nægtet at modtage en bøde. Derfor er en retssag på vej. Politidirektøren har ikke ønsket at udtale sig om sin redegørelse. Til TV-Avisen siger hun, at sagen nu skal afgøres i retten, derfor vil hun ikke udtale sig.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























