Vil I ikke nok være søde at tænke Jer om igen? Naturligvis er budskabet pakket lidt mere diplomatisk ind, når Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT, nu henvender sig til justitsminister Lene Espersen (K) for at få hende og resten af regeringen til alligevel at inkorporere tre FN-konventioner i dansk ret. Men sådan skal brevet forstås. Forhistorien er, at et enigt embedsmands- og ekspertudvalg i juni 2001 anbefalede, at Folketinget inkorporerer tre FN-konventioner, som Danmark har ratificeret, i dansk ret, som det for eksempel skete med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i 1992. Afskaffelse af tortur Det drejer sig om FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder, FN's konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination og om FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Før jul besluttede regeringen, at den trods udvalgets anbefaling ikke vil inkorporere de tre konventioner. Omfattet af loven Lene Espersen begrundede det over for Politiken med, at de efter ratifikationen allerede i dag indgår i dansk ret. Det betyder, at man kan påberåbe sig konventionerne i en retssag. »Men det er ikke nok, når det drejer sig om konventionen mod tortur«, siger juridisk konsulent Peter Vedel Kessing, RCT. »Nu er der ikke nogen, der siger, at der bruges tortur i danske fængsler. Men i konventionen mod tortur forpligter Danmark sig til direkte at kriminalisere tortur. Det finder vi bedst sker ved klart at forbyde tortur i straffeloven, og det er ikke sket. Denne konkrete forpligtelse adskiller konventionen fra de andre konventioner, vi taler om«. »Man skal også lægge mærke til konventionens fulde navn. Den drejer sig også om nedværdigende former for behandling og straf, og det kan godt få en praktisk betydning. Så jeg synes ikke, der er nok at ratificere en konvention. Man må også følge det op i et lands lovgivning«. Tortur ikke forbudt i Danmark Peter Vedel Kessing undrer sig over, at regeringen har sat sig ud over ikke bare udvalgets, men også FN's anbefaling af at inkorporere konventionerne: »Danmark er et af de få lande, der ikke har forbudt tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling i straffeloven på trods af gentagen kritik og anbefaling fra FN's komite mod tortur. Det stemmer heller ikke ret godt overens med, at Danmark har været meget aktiv i indsatsen mod tortur«. »At kriminalisere tortur i dansk lov er tillige et internationalt signal og nødvendigt, hvis Danmark fortsat vil påberåbe sig en international førerposition i arbejdet mod tortur«, tilføjer han. »Regeringen reagerede jo helt anderledes hurtigt, da FN's Sikkerhedsråd efter 11. september bad om, at terrorisme blev forbudt i national straffelov. Indtil da mente man ikke her i landet, at det var nødvendigt med en særlig terrorismeparagraf. Så vi håber da, det kan lykkes at komme i dialog med regeringen«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























