Spild af penge at spare F16-fly væk

Foto: Jesper Stormly Hansen
Foto: Jesper Stormly Hansen
Lyt til artiklen

Det vil både være spild af penge og gå ud over Danmarks internationale engagement, hvis politikerne beslutter at skrotte en væsentlig del af de danske F16-fly. Advarslen kommer fra Flyvevåbnets ledelse, som dermed går i rette med et bredt politisk flertal. »Jeg kan ikke forstå den politiske logik, der går ud på at smide noget væk, som vi allerede har investeret i, og som passer perfekt ind i den forsvarspolitiske rolle, Danmark ønsker at spille«, siger stabschef ved Flyvertaktisk Kommando, oberst Søren Falk-Portved. Politisk enighed I dag har Flyvevåbnet 62 F16-fly. Der er bred politisk enighed om at skære antallet ned til omkring 40 i det kommende forsvarsforlig. Forliget skal fastlægge rammerne for en gennemgribende reform af dansk forsvar, der skal målrettes til internationale aktioner og terrorbekæmpelse. Og til det formål er kampflyene »højeffektive«, fordi de både kan løse de hårde militære opgaver og bruges til det fredsbevarende, påpeger Søren Falk-Portved. Han advarer politikerne mod at tro, at de kan skære væsentligt i antallet af F16-fly uden at nedtone Danmarks internationale bidrag. I dag er 12 kampfly tilmeldt Natos udrykningsstyrke. Kun brugt halvt op »Det hænger slet ikke sammen«, siger Søren Falk-Portved, som rent militært mener, at Danmark skal fastholde de 12 fly: »12 er et godt antal, hvis det skal have militær betydning og ikke bare være et politisk signal«. Falk-Portved understreger, at NATO har god brug for de danske F16-fly, fordi få lande i alliancen har kampfly med samme militære muligheder som de danske. Flyvertaktisk Kommando har beregnet, at det kræver omkring fire kampfly for hvert fly, man vil stille internationalt. F16-flyene er fra 1980. Efter modernisering har hvert fly en levetid på 7.000 flyvetimer, og i gennemsnit er der brugt 3.500 flyvetimer per fly. »Så vi har kun hentet halvdelen af vores investering hjem. Det vil da være vanvittigt at smide den væk«, mener Søren Falk-Portved. Han opfordrer politikerne til at beholde de 62 fly og så udfase en del af dem stille og roligt, efterhånden som de bliver slidt op.¨ Nye fly mere avancerede Et af politikernes motiver for at skære i antallet er bekymring for, hvor stor en investering der skal foretages, når F16-flyene om 10-15 år skal udskiftes. Men den bekymring er unødvendig, mener Falk-Portved. »Der behøver slet ikke at være en antalsmæssig sammenhæng. Fordi de nye fly vil være teknisk langt mere avancerede«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her