Børn hænger i køen til psykiatrisk hjælp

Lyt til artiklen

Børn og unge står i kø til psykiatrisk behandling. Selv om de helt unges behov for hjælp er et af de områder, som er stærkt opprioriteret i de senere år, er kapaciteten slet ikke stor nok til at følge med efterspørgslen. Det viser den seneste opgørelse fra Amtsrådsforeningen, der har taget temperaturen på børne- og ungdomspsykiatrien i april sidste år. På det tidspunkt ventede 1.904 børn på forundersøgelsen eller psykiatrisk behandling, og 760 af dem havde ventet i mere end tre måneder. 1.870 på venteliste Både antallet af ventende og af langtidsventende var værre end et år tidligere, hvor 1.870 stod på venteliste, og 671 havde ventet mere end tre måneder. Nogle børn kan komme til at vente helt op til et år på at komme i behandling. Årsagen er en blanding af mangel på børne- og ungdomspsykiatere og mangel på faste stillinger på de børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger. Mangler penge »Vi har i de senere år fået penge fra de særlige psykiatripuljer, som er resultatet af økonomiaftalerne mellem regeringen, Amtsrådsforeningen og de to hovedstadskommuner«, siger børne- og ungdomspsykiaternes formand, ledende overlæge Jens Buchhave, og fortsætter: »Og de penge er selvfølgelig gode nok, men det er altid midlertidige penge. Hvis det stigende pres på børne- og ungdomspsykiatrien skal løses på langt sigt, kræver det en varig opprioritering fra amternes side i form af flere speciallægestillinger«. Stor interesse blandt læger Paradokset er, at der ganske vist er mangel på uddannede speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri lige nu. Men i modsætning til mange andre specialer er der en stor interesse blandt de unge læger. »Vi er i stand til at tiltrække de unge læger. Det kræver bare, at der skabes nogle stillinger til dem«, siger Jens Buchhave. Børne- og ungdomspsykiatrien blev først anerkendt som selvstændigt speciale i 1950'erne. Og i begyndelsen var det kun de største byer, der havde et særskilt behandlingstilbud til mindreårige med psykiske problemer. Femdobling Ved Amtsrådsforeningens status i april var der i alt 223 normerede sengepladser på børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger i hele landet. Ti år tidligere var der 151. Omkring 10.000 børn var i 2002 i ambulant behandling på sygehusene, og det er en femdobling alene siden 1996. Over 5.000 børn gik samme år til behandling hos privatpraktiserende børne- og ungdomspsykiater eller psykolog. 'Stigende pres' Jens Buchhave er ledende overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov, og det er hans indtryk, at presset stadig stiger. »Vi mærker det selv, og det er også det, jeg hører fra mine kolleger andre steder i landet - at antallet af henvisninger fortsat vokser«, siger Jens Buchhave. Sundhedsministeriet og Amtsrådsforeningen udsendte i 2001 en række anbefalinger til at afhjælpe problemerne inden for børne- og ungdomspsykiatrien. Sundhedsstyrelsen er i øjeblikket ved at gøre status over, hvordan anbefalingerne er blevet fulgt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her