Aftenskolerne undgik den store krise

Frivillige gør en stor indsats for at få aftenskolerne til at løbe rundt. Her laves der italiensk mad på Øster Farimagsgade Skole. - Arkivfoto: Morten Langkilde
Frivillige gør en stor indsats for at få aftenskolerne til at løbe rundt. Her laves der italiensk mad på Øster Farimagsgade Skole. - Arkivfoto: Morten Langkilde
Lyt til artiklen

Aftenskolerne har fået færre kursister efter at den nye folkeoplysningslov trådte i kraft for et år siden og forøgede kursisternes egenbetaling. Men faldet i antallet af kursister blev langtfra de 30-40 procent, som de store oplysningsforbund forudså. Over en million danskere går stadig på et aftenskolehold eller hører et foredrag. Ingen har haft stor nedgang En rundspørge fra Arbejdernes Oplysningsforbund, AOF, til 30 afdelinger viser, at bortset fra Odense er der ingen af de store afdelinger, der har haft en nedgang på mere end 15 procent - de fleste steder er der omkring 10 procent færre deltagere. Også en foreløbig opgørelse fra Danmarks største oplysningsforbund, Folkeligt Oplysnings Forbund (FOF), viser en samlet nedgang på lidt over 10 procent. »Den positive forklaring er jo, at vi tilbyder et så godt produkt, som folk er så glade for, at de er villige til at betale for det«, siger Henrik Mølstrand, som dog understreger, at det samlede billede er meget »mudret«. Stor forskel fra kommune til kommune »Der er stor forskel på fra kommune til kommune, hvor meget nedskæringerne er slået igennem. Nogle kommuner kompenserer med at yde et større tilskud, mens andre yder så lidt, at mange afdelinger har det svært. Men selv om tilbagegangen ikke har været så stor som frygtet, så har der jo været tilbagegang«, siger Henrik Mølstrøm, kommunikationskonsulent i FOF. Ifølge AOF's rundspørge er det især de fattigste kursister, som nu bliver væk efter at priserne er steget. Handikappede aftenskolegængere kan dog slippe billigere fremover. Lige før jul besluttede et bredt flertal i Folketinget, at handikappede ikke skal betale så meget som andre. »De to personer, som ikke længere er på et hold, er fra den svage del af befolkningen - hende med to børn, hvis mand rejste for et par år siden, og så pensionisten. Det er et af folkeoplysningens succespunkter - at her mødes høj og lav - der har fået et skud for boven«, siger Leif Max Hansen, afdelingsleder i AOF. Ingen store prisstigninger i de store afdelinger Især de store afdelinger har undgået de helt store prisstigninger ved at lave de enkelte hold større og udbyde de enkelte kurser i færre timer. Oplysningsforbundene har også haft succes med at tiltrække en ny slags kursister, som gerne vil betale for at få et certifikat på deres kunnen til enten jagt, hund eller speedbåd m.m. ligesom der er eksempler på pædagoger, der går til f.eks. guitar som led i deres efteruddannelse. Offentlige besparelser har også skabt større efterspørgsel på kurser i fødselsforberedelse og efter-fødselsgymnastik ifølge Leif Max Hansen. Frivillige gør stor indsats Men mange steder - især på de mindre aftenskoler - kører afdelingerne kun rundt, fordi frivillige gør en stor og ulønnet indsats. »Tidligere var det en pedel som åbnede og lukkede skolerne eller stillede stole frem. Nu skal man gøre det selv mange steder, og det kan godt tage livet af en lille afdeling, hvis den samme mand skal tage ud at låse op og lukke og slukke 30 gange på en vinter«, siger Leif Max Hansen. Men selv om nedgangen ikke har været så stor som frygtet, er der dog god grund til fortsat at råbe vagt i gevær, mener både AOF og FOF. »Aftenskolerne gør en stor samfundsmæssig indsats. Det er måske store ord at sige, at demokratiet hviler på folkeoplysningen, men vi ved, at fri og lige adgang til uddannelse er det som folkestyret hviler på. Det tager den nuværende folkeoplysningslov ikke tilstrækkeligt hensyn til«, siger Søren Møller, landsformand for FOF.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her