Unge søger bofællesskabet

Tanken om fællesskabet lokker, blandt andet fordi både mænd og kvinder i dag har fuldtidsarbejde. - Arkivfoto: Kåre Viemose
Tanken om fællesskabet lokker, blandt andet fordi både mænd og kvinder i dag har fuldtidsarbejde. - Arkivfoto: Kåre Viemose
Lyt til artiklen

En nedlagt skole på Møn. Et delehus. Eller en moderne landsby med private baghaver og fælleshus. Det er ikke længere en selvfølge at ende i eget hus som 'voksen'. Så mens huspriserne de seneste ti år er steget med over hundrede procent i hovedstaden, finder de mest handlekraftige familier alternative boligformer. Stigende interesse i hovedstaden »Der er en stigende interesse for bofællesskaber i hovedstadsområdet og Århusomegnen. Det er typisk folk, som bygger noget nyt op fra bunden, hvor man har sit eget rækkehus og et fælleshus med mulighed for fællesspisning. Man vil gerne være tæt på andre, men alligevel have noget for sig selv«, siger Jens Christian Nielsen, cheføkonom i BRFkredit. Og tilføjer, at interessen er større end mulighederne. Det er svært at finde egnede grunde i hovedstaden. Han oplever samtidig tendensen til, at flere generationer flytter under samme tag. »På den måde er man tæt på bedsteforældre i hverdagen og får samtidig råd til en større bolig i byen«, siger Jens Christian Nielsen om udviklingen, der endnu ikke kan aflæses statistisk. Fællesskabet lokker Tanken om fællesskabet lokker, blandt andet fordi både mænd og kvinder i dag har fuldtidsarbejde. »Vi sætter spørgsmålstegn ved individualiseringen. Om den undergraver de sociale fællesskaber for meget«, siger Niels Bøttger-Rasmussen fra Instituttet for Fremtidsforskning, som i foråret udgav en rapport om fremtidens bolig. »Vi kan ikke klare alting selv i en hverdag, hvor børnefamilier halser af sted på hver sit fuldtidsjob for at have råd til et hus. Ved at flytte ud af byen kan man tillade sig at skrue lidt ned for blusset i hverdagen og arbejde mindre«, siger han. Og det er der indtil videre mange, der har gjort. »Halvdelen af de huse, vi solgte sidste år, var til børnefamilier fra København«, siger Søren Bak fra ejendomsmæglerkæden Home i Ringsted, Sorø og Haslev. »Hernede kan de få et hus på 130-150 kvadratmeter med have for 1-1,5 millioner kroner mod næsten det dobbelte i København«. Priserne stagnerer i hovedstaden Prisforskellen på land og by vil dog blive mindre de næste år, fordi priserne stagnerer i hovedstaden, mens de stiger en anelse i provinsen. Hvilket vil sætte endnu mere skub i de alternative boformer. »Der er en stor interesse, specielt efter tv-udsendelser som for eksempel 'Friland' på DR 1. Vi ser det ikke så meget i praksis endnu - men det kommer«, siger Niels Bøttger-Rasmussen fra Instituttet for Fremtidsforskning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her