I det østlige Danmark dør flere stofmisbrugere af metadon end af heroin. Udviklingen skyldes, at metadon ender på det illegale marked, efter at det er udleveret af behandlere. Oplysningen står i det nye nummer af tidskriftet Nordisk Rettsmedisin, der bringer en artikel om et kursus, som Dansk Retsmedicinsk Selskab har holdt i København. Forgiftninger med metadon resulterede sidste år i 47 dødsfald i det østlige Danmark, mens heroin og morfin tog 36 liv. Stigningen i metadondødsfald er sket på trods af, at amterne i 1996 overtog ansvaret for og udlevering af metadon til narkomaner. Fald i heroindødsfald I de senere år er der tilsvarende sket et stort fald i heroindødsfald, viser en analyse, som to lektorer ved Retsmedicinsk Institut i København har lavet. En opgørelse fra rigspolitiet viser, at i alt 252 mennesker i 2002 mistede livet på grund af forgiftning af narkotika. Metadon spiller en stor rolle for behandlingen af især ældre stofmisbrugere.
Flere dør af metadon end af heroin
Lyt til artiklen