Forholdene for de 660 terrormistænkte fanger på den amerikanske Guantánamobase lever ikke op til fundamentale retsprincipper. Det mener formanden for Den Danske Dommerforening, Henrik Linde, der som den første danske dommer nu blander sig i kritikken af USA's behandling af fangerne på Guantánamo. 'Stærkt bekymrende' »Det er selvfølgelig stærkt bekymrende, at USA nu i to år har tilbageholdt disse mennesker uden at stille dem for en dommer og uden at tilbyde dem advokatbistand. Det er forhold, som vi som dommere i et retssamfund må tage klart afstand fra«, siger Henrik Linde, der understreger, at han ikke har drøftet spørgsmålet med Dommerforeningen. »Det er en personlig holdning, men det er et spørgsmål, som jeg - når jeg bliver spurgt - må udtrykke min dybe skepsis omkring«, siger dommeren. Kritik fra britisk højesteret I sidste måned kaldte den prominente britiske højesteretsdommer lord Johan Steyn USA's retspolitik på Guantánamo for en »juridisk fejltagelse«. Det skete i en usædvanligt hård og følelsesladet tale til andre dommere i London. Bemærkningen vakte dengang opsigt, da britiske dommere sjældent udtaler sig offentligt om politisk følsomme sager. Seks fanger udtaget til retsforfølgelse USA har udtaget seks fanger, som skal stilles for en militær domstol. Resten af fangerne, herunder en dansk statsborger, sidder fortsat tilbageholdt på ubestemt tid. Den amerikanske præsident, George W. Bush, kom i sidste uge under pres fra sit eget retsvæsen, da en føderal appeldomstol i USA bestemte, at det er uforeneligt med amerikansk lov at tilbageholde fangerne på ubestemt tid. »Regeringens position er uforenelig med fundamentale grundprincipper i amerikansk retslære og rejser alvorlige bekymringer i forhold til den internationale folkeret«, skriver dommer Stephen Reinhardt i dommen. 'Illegale kombattanter' USA betragter de al-Qaeda- og Talibanmistænkte på Guantánamo som illegale kombattanter og nægter at give dem status som krigsfanger efter Genèvekonventionen. Den amerikanske højesteret skal til næste år tage stilling til, om fangerne kan indbringe deres sager for USA's domstole. Det har indtil videre været umuligt, idet Guantánamobasen ikke ligger på amerikansk grund. Stille dansk diplomati Udenrigsminister Per Stig Møller (K) har tidligere kaldt det uacceptabelt, at den danske statsborger er tilbageholdt på ubestemt tid. Men derudover har udenrigsministeren fastholdt, at Danmark gennem det stille diplomati forsøger at opnå en separat aftale med USA om den danske fange. Advokater vil have mere aktiv holdning Formand for Advokatrådet Sys Rovsing Koch opfordrer regeringen til at indtage en mere aktivistisk holdning. »Der er tale om helt grundlæggende retsprincipper, som er ved at skride under fødderne på os, og her er det vigtigt, at en alliancepartner som Danmark tager fat i amerikanerne og siger fra. Det handler jo ikke om at sige, at disse folk er skyldige eller uskyldige, men om at give dem en fair retssag«, siger hun. De konservatives udenrigspolitiske ordfører, Gitte Seeberg, siger, at regeringen presser på for en løsning for den danske fange. »Vi mener ikke, at det hjælper at kritisere USA bredt, men at det er bedst at koncentrere sig om at få vores egen statsborger hjem«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























