Biologerne på Nordsømuseet i Hirtshals har opgivet at hive flere levende fisk op af Oceanariet, før den brændte tagkonstruktion er fjernet. Dykkere med baljer og net blev igen lørdag formiddag hejset ned igennem et hul i taget. Det lykkedes for dem at hente yderligere fire rokker og tre hajer op af bassinet. »Nu har vi fanget alle dem, der svømmer, hvor vi kan komme til dem i nærheden af hullet i taget«, siger akvarieassistent Peter Gregersen til Nordjyllands Radio Hårdt skadet haj En af de tre hajer var hårdt skadet af nedfald fra branden, mens de to andre havde mælkehvide øjne, formentlig på grund af de giftstoffer, der er drysset i vandet under branden. Biologerne har indstillet redningsaktionen, fordi de ikke kan nå flere fisk fra kranen. Nu afventer de, at bygningsarbejdere på mandag begynder at fjerne taget. Imens falder temperaturen i vandet, og det er tvivlsomt, hvor mange flere fisk, det er muligt at redde.
Nordsømuseet indstiller redningsaktion
Lyt til artiklen