Det er lykkedes kirkeminister Tove Fergo (V) at ophidse dele af Folketinget, fordi hun har smidt sin kjole. Nærmere bestemt er det præstekjolen, som hun lod blive i kufferten i forbindelse med et besøg i Løgstør Kirke i Nordjylland, hvor enkelte medlemmer af Indre Mission ikke bryder sig om kvindelige præster. For ikke at støde de dele af menigheden holdt Fergo sin prædiken i almindeligt tøj. »Jeg bliver ikke mindre præst af at prædike i almindeligt tøj« »Når det kunne skabe problemer, at jeg som kvinde mødte frem i præstekjole, så, bliver jeg ikke mindre præst af at prædike i almindeligt tøj«, forklarer Fergo og uddyber at alt andet er »udenomssnak«. »Det handler om at placere ordet i sindet«. Både biskopper og folketingsmedlemmer mener, at Fergo er gået for vidt. Hun har anerkendt de dele af Indre Mission, som ikke behandler mænd og kvinder lige. S: Tilbageslag for kvinder »Det er et tilbageslag for os kvinder, at hun bøjer sig for en mandsdomineret del af kirken, og det skal vi piger ikke finde os i«, siger Karen Klint, kirkeordfører fra Socialdemokraterne. »Hun er tolerant over for intolerancen«, supplerer SF's Margrete Auken. Tove Fergos beslutning vækker også opsigt blandt to biskopper. Biskop: Præsten bør naturligvis have kjolen på Biskop Karsten Nissen fra Viborg: »Det eneste, jeg kan sige er, at når præsten prædiker i kirken, så bør præsten naturligvis også have kjolen på. Alt andet lyder sært, fordi vor kirkes orden er sådan, at kvinder kan være præster. Det er vilkårene i folkekirken«. Også biskoppen fra Fyn, Kresten Drejergaard, mener, at præstekjolen er vigtigere end som så. »Når man er præst, synes jeg, at man bør bruge sin præstekjole«, siger Drejergaard. »Folk ville blive kede af det« Præsten i Løgstør Kirke den pågældende aften var Torben Haahr, som sidder i Indre Missions hovedbestyrelse. Han understreger, at han intet har imod kvindelige præster. »Når jeg talte med Fergo forud for besøget, så redegjorde jeg for, at der i min menighed ville være folk, som ville blive kede af det, og som bagefter også skulle bruge mig som præst. Den rummelighed havde Fergo fuld forståelse for«, fortæller han. Margrete Auken og Karen Klint mener begge, at det begynder at lyde hult, når Venstre anklager dele af islam for at være kvindeundertrykkende. »Når man oplever, at dele af folkekirken gør akkurat det samme, så bør de også reagere«, siger Klint.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























