Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) burde have overvejet om han var inhabil, da han var med til at bevilge penge fra en velfærdspulje under Miljøministeriet til Sommersted Skole og købe ejendommen Perleholm, hvor blandt andet Sommersted Skole skulle leje sig ind. Miljøministerens er tidligere viceskoleinspektør på Sommersted Skole og har for øjeblikket orlov fra Vojens Kommunes skolevæsen. Det mener Folketingets Ombudsmand burde have fået ministeren til at overveje, om han var habil. Derfor tildelte Ombudsmanden ham i dag en næse. Usaglig begunstigelse Ifølge ombudsmandens redegørelse betyder ministerens forskellige kasketter, »at han bevidst eller ubevidst kan have medvirket til helt eller delvis usaglige begunstigelser af den tidligere og muligt kommende arbejdsgiver for at fremme sine interesser i at kunne vende tilbage til en stilling med det mest optimale indhold« . »Hans Christian Schmidt havde som minister afgørende indflydelse på behandlingen og afgørelsen af sagerne om tildeling af midler fra velfærdspuljen til Sommersted Skole/Vojens Kommune i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen Perleholm. Han traf herved en afgørelse, som afveg fra det, der oprindeligt var indstillet fra Skov og Naturstyrelsen«, skriver ombudsmanden i sin 27 sider lange redegørelse. Burde have talt med statsministeren Hans Christian Schmidt burde ifølge Ombudsmanden have gjort statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) opmærksom på sin mulige inhabilitet. Statsministeren kunne derefter afgøre, om miljøministeren var inhabil og tage ham af sagen. »Hans Christian Schmidts behandling af sagen må af denne grund anses for beklagelig«, skriver Ombudsmanden. Minister siger undskyld Miljøminister Hans Christian Schmidt erkender nu, at han ikke har handlet som han burde, og siger på baggrund af Ombudsmandens afgørelse undskyld. »Jeg tager Ombudsmandens udtalelse til mig, og jeg beklager selvsagt, at jeg har behandlet sagen på en måde, der giver Ombudsmanden anledning til kritik. Jeg vil i fremtiden være meget opmærksom på eventuelle forhold, der kan rejse spørgsmål om min habilitet«, siger Hans Chr. Schmidt i en pressemeddelelse. Gennemgang skal se på habilitet Statsministeren bad for to måneder siden finansminister Thor Pedersen (V) om at gennemgå reglerne om forvaltningen af tilskudsmidler for at vurdere, om der er behov for en klargøring eller opstramning. Ombudsmanden går ud fra at problemstillingen om ministres habilitet indgår i denne gennemgang. Rigsrevision undersøger sagen Samtidig har Folketingets Statsrevisorer bedt Rigsrevisionen om at se på sagen. Udover Hans Christian Schmidts tidligere skole gik pengene fra velfærdspuljen til projekter, som er anbefalet af borgerlige miljøordførere fra partierne bag naturforliget fra sidste år. Flere af ministerens politiske venner havde søgt og fået tilskud til projekter i deres lokalområder. Tilsammen havde de fået over halvdelen af pengene til eksterne projekter fra Skov- og Naturstyrelsens såkaldte velfærdspulje.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























