Efter flere måneders efterforskning må Aalborg Politi nu konstatere, at der ikke findes nogen dna-beviser i sagen om drabet på 10-årige Sonja Emborg fra Mjels syd for Aalborg, skriver Nordjyske Stiftstidende. »Vi har bedt om supplerende undersøgelser af dna-materialet i flere omgange, og det er forklaringen på, at vi først nu har fået den endelige erklæring, og der er ikke fundet dna-spor fra sigtede«, siger kriminalkommissær Ejler Larsen fra Aalborg Politi. Politiet: Sagen er fortsat oplagt Alligevel mener politiet stadig at have en oplagt sag mod den sigtede 44-årige skorstensfejer, som ifølge kriminalkommissæren havde et klart seksuelt motiv, der understøttes af en lang række indicier. Politiet sigter manden for voldtægt og anden kønslig omgang end samleje med pigen, inden hun blev kværket. Den 44-årige nægter sig skyldig og hævder, at han ved et uheld kom til at forvolde pigens død. Den 44-årige er varetægtsfængslet på særlig bestyrket mistanke.
Ingen dna-beviser i Mjels-drabssag
Lyt til artiklen