Bagmænd i Danmark importerer fyrværkeri alene til det ulovlige marked. De bestiller det i Kina til ekstremt lave priser. Fyrværkeriet er som regel kasseret på grund af dårlig kvalitet i hjemlandet, og der kan være fejl i lunterne eller for meget krudt i. Mange ulykker sker på grund af den dårlige kvalitet. Denne beskrivelse af, hvordan ulovligt og farligt fyrværkeri strømmer ind over den danske grænse, stammer fra Fyrværkerikampagnen og Foreningen af Fyrværkerifabrikanter og Grossister. I løbet af de seneste dage har Odense Politi beslaglagt 11 ton fyrværkeri, mens Silkeborg Politi fandt 5,5 ton. Organiseret netværk af smuglere Karsten Nielsen, formand for Foreningen af Fyrværkerifabrikanter og Grossister, er bekymret: »Det er et organiseret netværk, som importerer det ulovlige fyrværkeri. Smuglingen foregår over Hamburg og Århus. Fyrværkeriet er blevet større og kraftigere. Derfor kommer folk mere alvorligt til skade. Det, der blev fundet på Fyn, ligner håndgranater. For fem år siden brugte folk strygere«, siger Karsten Nielsen. Strygere er små kanonslag, som man holder i hånden, mens de tændes. Salg får konsekvenser Sidste år blev der nedsat en gruppe mellem toldvæsnet, beredskabsstyrelsen og politiet. De skal optrævle netværket af import af ulovligt fyrværkeri. Niels Jørgen Søndergaard er leder af Fyrværkerikampagnen - et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og amterne - og han mener, det vil være muligt at finde importørerne: »Det drejer sig om få personer, og alle ved næsten, hvem det er. De er relaterede til branchen, og de har importtilladelse til fyrværkeri«, siger han. Karsten Nielsen understreger, at det får konsekvenser for brancheforeningens medlemmer, hvis de sælger ulovligt fyrværkeri: Én dom, og man er ude. Politiet efterforsker nu, om der er sammenhæng mellem de to fyrværkerifund. Niels Jørgen Søndergaard frygter, at fyrværkeriet stammer fra de 40 ton, der blev beslaglagt i Århus Havn i sommer og sendt ud af landet igen: »De 5,5 ton, der blev beslaglagt ved Silkeborg, lignede til forveksling. Jeg tror aldrig, det nåede længere end Hamburg, så blev det sendt retur til Danmark. Hvis det er tilfældet, cirkulerer omkring 20 ton rundt endnu. Vi ser kun toppen af isbjerget. Det buldrer og brager jo som Anden Verdenskrig rundt omkring. Der er enormt meget i omløb«. Piger er klogere For nogle år siden var der på markedet et parti 'sorte strygere', hvor forsinkelsen på sprængningen var væk. De sprang, så snart de blev antændt. Det kostede syv unge mennesker deres højre hånd. Fyrværkerikampagnen prøver at lære de unge fornuftig omgang med fyrværkeri. I de seneste 15 år er importen af fyrværkeri steget voldsomt, mens antallet af skader til gengæld er faldet. Da kampagnen begyndte i skolerne for 13 år siden, havde børnene 60-70 procent af fyrværkeriskaderne. I dag har de kun 30 procent. Det skyldes bl.a., at børnene har lært at bruge beskyttelsesbriller. I år er temaet: 'Piger er klogere end drenge'. Køberne af det ulovlige fyrværkeri er drenge og mænd mellem 13 og 40 år, vurderer Fyrværkerikampagnen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jørgen Ramskov
Debatindlæg af Timothy Garton Ash
Leder af Christian Jensen




























