Redningsfolk frygter nu, at to fiskere er druknet, efter at deres kutter forliste sent torsdag aften ud for Læsø. Trods intens eftersøgning hele natten har redningsarbejderne stadig ikke fundet de to fiskere. »Vi frygter, at de er gået ned med skibet, men vi leder stadig med skibe og helikoptere«, oplyser vagthavende ved Søværnets Operative Kommando. Den 28 tons kutter hører hjemme i Østerby på Læsø. De to personer om bord meddelte klokken 19.36 torsdag, at de gik i redningsdragterne, da skibet havde slagside. Redningsveste og vragdele flød i vandet Søværnets Operative Kommando fandt sent torsdag aften vragdele og en redningsvest flydende i vandet omkring den position øst for Læsø, hvor kutteren tidligere på aftenen udsendte nødsignal. En helikopter og skibe fra redningsstationerne på Læsø og i Skagen har deltaget i eftersøgningen - blandt andet sammen med en Århus-kutter og et tysk orlovsfartøj. Søværnets Operative Kommando oplyser, at eftersøgningen fra luften fortsætter fredag.
To fiskere frygtes druknet ved Læsø
Lyt til artiklen