Forskere vil bruge ecstasy til traumeofre

20 volds- eller sexofre skal spise ecstasy-piller i forsøget. - Foto: Polfoto
20 volds- eller sexofre skal spise ecstasy-piller i forsøget. - Foto: Polfoto
Lyt til artiklen

Hidtil har ecstasy været forbundet med pumpende diskorytmer, dansende unge og kriminelle miljøer. Men står det til en gruppe amerikanske forskere og psykiatere, skal den ulovlige pille måske i fremtiden være forbundet med en briks hos psykiateren og en alvorlig snak om traumatiske oplevelser. I det første forsøg af sin slags vil de amerikanske forskere undersøge, om den følelsesmæssige nærhed, som ecstasy-brugere beskriver, kan hjælpe traumatiserede voldtægtsofre og seksuelt misbrugte med at lukke op for deres følelser. Ecstasy kan få folk til at tale om følelser »Det aktive stof i ecstasy, MDMA, kan hjælpe folk med at tale om følelsesmæssigt ømtålelige områder fra fortiden og i det hele taget de dybere følelser«, siger Rick Doblin, der er leder af Tværvidenskabelig Sammenslutning for Psykedeliske Studier, organisationen, der står bag det opsigtsvækkende forsøg. De amerikanske myndigheder har godkendt testen, og efter at en uafhængig etisk kommission også har sagt god for forsøget, er det nu kun det amerikanske narkopoliti, DEA, der mangler at godkende forsøget. Test forventes godkendt »Det lokale DEA-kontor har sagt god for det, så vi regner med, at hovedkontoret i Washington gør det samme inden jul«, fortæller en begejstret Rick Doblin til Politiken. Han regner med, at forsøget vil starte i januar, hvor 20 volds- eller sexofre med det såkaldte post-traumatic stress disorder (PTSD) vil blive testet. De skal alle igennem 17 konsultationer med psykiateren Michael Mithoefer, hvor der vil blive udleveret MDMA før to af konsultationerne. Halvdelen får placebo Halvdelen vil få placebo-piller, og hverken patient eller psykiater vil få at vide, hvilke der er falske, og hvilke der har en MDMA-dosis svarende til, hvad man finder i en typisk ecstasy-pille fra nattelivet. Michael Mithoefer har i mange år arbejdet med PTSD, senest ti år på skadestuen på universitetshospitalet på University of South Carolina. Rick Doblin fortæller, at der hele tiden vil være både en læge og en sygeplejerske til rådighed, og han frygter ikke, at patienterne vil blive afhængige af stoffet. En af Englands førende eksperter i ecstasy, professor John Henry fra St. Mary's Hospital i London, hilser over for den engelske avis The Guardian det nye forsøg velkommen. »Så længe stoffet bliver brugt i en helt speciel sammenhæng under kontrollerede omstændigheder hos forskere, så ser jeg ikke noget problem«, siger professor John Henry. Dansk speciallæge kritisk over for forsøget Den danske speciallæge i psykiatri og ekspert i ecstasy Klavs Nicholson er ikke enig. »Jeg mener generelt ikke, man skal bruge nogen som helst form for stoffer i den slags behandlinger. Det er meget bedre at få folk til at åbne op for deres følelser naturligt. I mine øjne siger det mere om terapeuten end om patienten, hvis man har behov for stoffer for at få folk til at snakke«, siger Klavs Nicholson, der er overlæge på Frederikssunds Psykiatriske Sygehus.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her