Haarder: Rapport bør offentliggøres

»I hele denne debat er det så vigtigt at bevare troværdigheden og at sikre, at også ubehagelige sandheder kommer frem. Derfor var bestyrelsens beslutning meget uklog«, siger Bertel Haarder. - Foto: Jesper Stormly Hansen
»I hele denne debat er det så vigtigt at bevare troværdigheden og at sikre, at også ubehagelige sandheder kommer frem. Derfor var bestyrelsens beslutning meget uklog«, siger Bertel Haarder. - Foto: Jesper Stormly Hansen
Lyt til artiklen

Med en bandbulle mod bestyrelsen for EU's Center for Overvågning af Racisme og Fremmedhad (EUMC) blander integrationsminister Bertel Haarder (V) sig nu i debatten om mørklægningen af en kontroversiel racismerapport. Bestyrelsen traf en decideret uklog beslutning, som »ærgrer og forbløffer« integrationsministeren, fordi den skader debatten om ømtålelige, men vigtige spørgsmål i racisme- og integrationsdebatten. »I hele denne debat er det så vigtigt at bevare troværdigheden og at sikre, at også ubehagelige sandheder kommer frem. Derfor var bestyrelsens beslutning meget uklog«, siger Bertel Haarder. Faglig svag rapport EUMC's direktør, østrigeren Beate Winkler, begrundede i sidste uge mørklægningen af rapporten med, at dens faglige niveau var for lavt. F.eks. blev datamaterialet ikke skønnet repræsentativt, da det alene tog udgangspunkt i månederne maj og juni 2002. Disse forklaringer giver den danske regering ikke meget for. »Hvis man er utilfreds med en rapport, så kan man jo ledsage den med en erklæring fra bestyrelsen, hvor man eventuelt kan sige, at man vil indhente yderligere oplysninger. Det er meget forkert at undertrykke rapporten, og specielt når den kommer fra et anerkendt institut«, siger Bertel Haarder. »Politisk censur« Den 112 sider lange rapport er udarbejdet af Center for Forskning i Antisemitisme på Berlins tekniske universitet, der for to år siden af EUMC blev hyret til opgaven. Siden den offentlige debat tog fart i weekenden, er forskerne fra det berlinske institut gået skarpt i rette med EUMC's bestyrelse, som de har beskyldt for at udøve politisk censur. Blandt rapportens konklusioner er - ifølge ophavsmændene - at den europæiske antisemitisme især har grobund i muslimske og propalæstinensiske miljøer. Mørklægning Beslutningen om at mørklægge rapporten blev truffet efter lange diskussioner i bestyrelsen i oktober. Aftalen indebærer, at de tyske forskere ikke selv må offentliggøre deres arbejde. Af samme grund sender Bertel Haarder en opfordring til det danske medlem af bestyrelsen, dr.jur. Ole Espersen. »Hvis ikke centret i Berlin må offentliggøre rapporten, så må Ole Espersen sørge for, at EUMC offentliggør det«, siger Bertel Haarder. Integrationsministeren har i et brev til Ole Espersen ydermere tilkendegivet, at EUMC's renomme står på spil. Beskyldninger om overdreven politisk korrekthed er tidligere blevet rettet mod EUMC, der har sekretariat i Wien. »I brevet tillader jeg mig også at sige, at det ikke er godt for den troværdighed, som EUMC måtte have tilbage. I forvejen er centret ikke ombølget af den helt store respekt«, siger Bertel Haarder. Espersen skifter mening Ole Espersen fastholder sin kritik af rapportens faglige niveau, men den offentlige polemik har fået ham til at skifte standpunkt. Han taler nu for, at en offentliggørelse af rapporten bør diskuteres på næste bestyrelsesmøde - til foråret. »I betragtning af den voldsomme politiske og mediemæssige interesse synes jeg, det er klogt, at vi offentliggør den«, siger Ole Espersen. Han mener dog ikke, at det kan komme på tale at offentliggøre rapporten i EUMC's navn. En masse mystik »Det kan ikke blive i centrets navn, for vi mener ikke, den er god nok. Vi kan ikke sige, at dette er informationer, vi sender ud til regeringer med henblik på deres handlinger. Men på den anden side skaber vi en masse mystik, hvis vi sørger for, at offentligheden ikke kan få fat i den«, siger Ole Espersen. Politiken forsøgte torsdag forgæves at få en kommentar fra EUMC's bestyrelsesformand, briten Bob Purkiss.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her