Eksbokseren Brian Nielsen havde svært ved at holde sig i ro, da han i retten i Slagelse hørte betjentenes udlægning af, hvad der skete den nat for et par uger siden, der mundede ud i, at Brian Nielsen blev smidt i kachotten. Brian Nielsen afbrød flere gange betjentenes forklaringer, og da det så endelig blev eksbokserens tur til at tale, mistede han mælet. »Jeg har svært ved at tale. Det er fordi, jeg er så hidsig«, sagde Brian Nielsen. Nægter sig skyldig En pastil fik dog mundtøjet på plads igen. Det kunne Brian Nielsen så bruge til at erklære sig uskyldig i samtlige anklager om, at han under en våd nat i byen i Slagelse skulle have skubbet og truet politiet samt forhindret anholdelsen af en af sine kammerater fra boksemiljøet. Erkender dog skub Dog erkendte Brian Nielsen at have skubbet en betjent, men eksbokserens advokat fremhævede, at det udelukkende skete for at hjælpe kammeraten, som politiet havde svært ved at anholde. »Jeg vil ikke benægte, at jeg har skubbet til en betjent, men jeg skubbede for at komme frem - ikke for at være voldelig«, understregede Brian Nielsen i retten. De lange forklaringer og gentagne beskrivelser af hændelsesforløbet medførte fredag aften, at domsafsigelsen blev udsat til lørdag, hvor vidneafhøringerne fortsætter fra morgenstunden. Betjentenes forklaringer En af de involverede betjente forklarede, at Brian Nielsen skubbede ham med begge hænder i brystkassen og truede ham verbalt. Nogenlunde samtidig ramte betjenten Brian Nielsen med sin politistav. »Brian blev fuldstændig vild og voldsom og råbte, 'Du skal fandeme ikke slå mig', og 'Jeg flår dig i småstykker'«, forklarede betjenten, som havde vagt natten til den 16. november. Han var bange og trak sin tjenestepistol. Det var første gang nogensinde, at han har gjort det i sin 11-årige politikarriere. Ville anholde 'aggressiv' kammerat Politibetjenten fik konstateret en mild hjernerystelse, men er selv blevet indstævnet til Statsadvokaten. Brian Nielsens kammerat mener, at betjenten var lige lovlig hårdhændet, da han forsøgte at anholde ham. Kammeraten var godt beruset og 'virkede aggressiv', da han forlod diskotek Nattoget i Slagelse. Politiet ville anholde ham, men en stor gruppe tidligere boksere besværliggjorde, ifølge politiet, anholdelsen og truede dem verbalt. Lørdag vidner Brian Nielsens kammerater. Dommen ventes afsagt lørdag eftermiddag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























