Per Stig: Dansk Guantanamo-fange opfører sig godt

Lyt til artiklen

Den danske fange på Guantanamo-basen er ikke isoleret, men kan omgås andre fanger. Han er blevet overført til en afdeling, der huser de mest samarbejdsvillige indsatte. Det oplyser udenrigsminister Per Stig Møller (K) efter et åbent samråd i Folketingets retsudvalg. Ministeren siger, at fangen på grund af sin villighed til at samarbejde i maj blev overført til afdelingen Camp Four, hvor de indsatte ifølge udenrigsministeren ikke bærer orange dragter, men hvide. Gittercellerne er afløst af egentlige bygninger med faste vægge og tage. Desuden findes der sovesale, hvor op til ti fanger sover i samme lokale. Tidligere var fangerne isoleret i hver deres få kvadratmeter store celle. Taget til fange i Afghanistan Danskeren blev taget til fange under krigen i Afghanistan i oktober 2001 mistænkt for at stå i ledtog med terrornetværket al-Qaeda og det tidligere Talebanstyre. Sammen med 600 andre fanger sidder han på tredje år indespærret på ubestemt tid på den amerikanske flådebase i Guantanamo, Cuba. Fangerne har ikke talt med en advokat og er ikke blevet stillet for en dommer. Det har medført hård kritik fra internationale organisationer og politikere verden over, som anklager USA for at se stort på basale menneskerettigheder i den såkaldte krig mod terror. USA har forsvaret sig med, at det er nødvendigt at tilbageholde fangerne for at undgå nye terroraktioner. Udenrigsministeren ved stadig ikke, hvornår den danske fange bliver sat fri eller sigtet for en eventuel forbrydelse. Tidligere har Per Stig Møller sagt, at han ikke ved om fangen blot var en uheldig turist, der opholdt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, eller om han er terrorist. Nu tror han ikke længere på turist-forklaringen, skriver Ritzau. Enhedslistens Søren Søndergaard er ikke tilfreds med ministerens forklaring. Hvis danskeren er blevet flyttet, må det være tegn på, at han ikke er farlig og godt kan løslades, mener Søndergaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her