Folketinget er ikke brandsikker

Der kan gå flere timer, før en brand på Christiansborg bliver opdaget. - Foto: Thomas Borberg
Der kan gå flere timer, før en brand på Christiansborg bliver opdaget. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Der er ingen brandalarmer på de øverste etager af Danmarks regeringsbygning. Heller ikke i kælderen, hvor der opmagasineres paller, skrald og papir, er der nogen brandalarmer. Hvis der udbryder en brand i for eksempel et af de mange elektriske anlæg, kan der gå flere timer, før branden bliver opdaget. Det kan få alvorlige konsekvenser for bygningen, men ikke mindst for de mange mennesker, som har deres daglige gang på Christiansborg. Derfor kræver ledelsen handling. Krav om opgradering af brandsikringen »Jeg mener, at der skal ske en opgradering af brandsikringen på Christiansborg. Vi har forståelse for, at Slots- og Ejendomsstyrelsen skal prioritere deres ressourcer, og at der er mange andre bygninger, der har brug for brandsikring, men vi mener, at turen snart må være kommet til os«, siger Henrik Tvarnø, direktør for Folketingets administration. Også brandvæsenet mener, at der kan ske forbedringer af sikkerheden. »Det vil forbedre sikkerheden betydeligt at installere brandanlæg i hele bygningen. Normalt ville det være logisk at få det installeret overalt på en gang, men det må være økonomiske hensyn, der har gjort, at man kun har gjort det halvt«, siger overbrandinspektør Flemming Christensen fra Københavns Brandvæsen. Slots- og Ejendomsstyrelsen afviser sikkerhedsproblemer Det er Slots- og Ejendomsstyrelsen, der ejer bygningerne og derfor skal betale, hvis sikkerheden skal forbedres. Men styrelsen mener ikke, at der er problemer med sikkerheden, fordi det vigtigste er, at folk er velinformerede og ved, hvordan de skal opføre sig, når der er brand. Og at man får opført branddøre, når der er ombygninger. »Det eneste, brandanlæggene gør, er jo at tilkalde brandvæsenet. Det slukker jo ikke branden og får heller ikke folk til at opføre sig fornuftigt. Hvis jeg havde ti millioner, ville jeg prioritere anderledes og ikke bruge dem til at sikre bygningerne mod brand med automatiske brandalarmeringsanlæg. Jeg mener jo, bygningerne allerede er sikre«, siger slotschef Flemming Frydendal. Men der er kun installeret brandalarmer på de etager, hvor der kommer mange mennesker udefra. »Man kan hurtigt slippe ud »På anden og tredje sal er man kun, hvis man er ansat eller med en guide. Og så kan man hurtigere slippe ud, fordi der er en, der kender bygningen. Men det er da rigtigt, at der et sted som Christiansborg med så mange elektriske installationer vil være risiko for en elektrisk brand. Og den er jo ligeglad med, hvilken etage den er på«, siger tilsynsførende arkitekt for Christiansborg Kaj Grønbæk. Ifølge Københavns Brandvæsen er det vigtigste, at de folk, der befinder sig i bygningen, bliver opmærksom på branden, så de kan slippe ud og give alarm. »Det ville gavne meget at installere anlæg på alle gangene, så folk på den måde blev hurtigere opmærksom på en brand. Hvis man sidder på sit eget kontor og arbejder, vil man måske ikke blive opmærksom på røgen. Det mest fornuftige, når man opdager den, er at blive på kontoret og gøre opmærksom på sig selv«, siger Flemming Christensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her