Regeringen er stadig tilbageholdende med at fortælle, hvordan den påtænkte »normalisering« af Christiania skal se ud. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fastslog dog torsdag under en forespørgselsdebat i Folketinget, at »normalisering betyder ikke, at så skal alle beboerne gøres normale«. Loven skal gælde på Christiania »Men normalisering betyder, at landets love også skal gælde for Christiania. At den åbenlyse hashhandel skal væk. Og at det skal være muligt at udøve normal politiaktivitet på området«, sagde statsministeren, som understregede, at Pusher Street vil blive ryddet for hashhandel af politiet. Hvornår og hvordan har regeringen overladt til Københavns Politi. VK-regeringen fremlagde i foråret en redegørelse om Christiania, der konkluderede, at lovliggørelsen af fristaden - efter 14 år med en særlov for området - ikke har haft den fornødne fremdrift. Derfor har regeringen nedsat et såkaldt Christianiaudvalg, der skal komme med forslag til den ønskede normalisering. Forslaget skal danne udgangspunkt for et lovforslag om ændring af Christianialoven til foråret.
Tvivl om regeringens Christiania-politik
Lyt til artiklen