Kun 37 procent af brugerne af den kollektive trafik i København synes, de får nok igen for billetkronerne. Det er et voldsomt fald i forhold til sidste år, hvor 48 procent sagde, de var tilfredse. Det skriver Urban i dag. Den såkaldte BEST-undersøgelsen har sammenlignet forholdene i Barcelona, Helsinki, Geneve, Wien, Stockholm, London, Manchester, Oslo og København. Undersøgelsen baserer sig på 9000 interviews og her fandt man, at borgerne i Barcelona er de mest tilfredse. Ikke overrasket Formanden for Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), Mads Lebech (K) er ikke overrasket over, at københavnerne dumper hovedstadens kollektive trafik i år. »Det ville jeg også have gjort, hvis jeg var blevet spurgt. Takstforhøjelser er aldrig populære, og i år har københavnerne affundet sig med at betale mere for en dårligere og mere ustabil offentlig transport. Så det er fair nok, at de dumper os,« siger HUR-formand Mads Lebech (K). Skal nok blive tilfredse Han mener dog, at der er tale om en overgangsperiode og forventer, at borgerne i København igen bliver tilfredse. »Man kan ikke lave omelet uden at smadre æggene, og mange af de forbedringer, vi laver i øjeblikket, opfatter passagerne som problemer, fordi de betyder forsinkelser og omlægninger. Men når vi er færdige, skal københavnerne nok blive mere tilfredse«, siger Mads Lebech.
Københavnere dumper den kollektive trafik
Lyt til artiklen