En stor reform af amter og kommuner kan ikke laves med et smalt politisk flertal på Christiansborg. Socialdemokratiet skal være med, så reformen bliver langtidsholdbar og får den nødvendige folkelige opbakning. Det fastslår Venstres politiske ordfører Jens Rohde her syv uger, før Strukturkommissionen offentliggør sin betænkning om fremtidens offentlige struktur. Det sker 9. januar. Der skal være tillid til beslutningerne »Jeg kan ikke se, at vi kan gennemføre en så omfattende reform uden Socialdemokratiet«, siger Jens Rohde: »Bred politisk opbakning må altid være udgangspunktet for reformer, som betyder så meget for så mange mennesker. Ellers risikerer vi, at folk ikke ved, om tingene bliver forandret igen efter næste valg. Der skal være tillid til vores beslutninger i befolkningen. Mennesker skal kunne disponere langsigtet efter så store reformer. Ellers er de svære at gennemføre i det virkelige liv«. Derfor appellerer Jens Rohde til, at partierne »finder sammen om brede løsninger«. Socialdemokraterne mener, at Rohde bør rette sin appel til sundheds- og indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V). »Han forsømmer jo ikke en lejlighed til at understrege, at vi ikke har vetoret«, siger Socialdemokraternes kommunalordfører Ole Stavad. Jens Rohde betegner det som »uinteressant« at diskutere vetoret. »Vi skal selvfølgelig alle være klar til at bøje os mod hinanden«, siger han. Vetoret afvises De konservative er mere kontante. »Det er selvfølgelig bedst med et bredt flertal. Men ingen partier har vetoret«, siger gruppeformand Knud Erik Kierkegaard (K). Han vil ikke tage stilling til, om en reform kan laves alene med Dansk Folkeparti. Den tanke er DF dog ikke selv begejstret for. »Med sådanne store reformer er det afgørende, at de bygger på et bredt flertal. Fordi det er utrolig vigtigt med bred opbakning i befolkningen, og vi må erkende, at Socialdemokratiet og Venstre er de store kommunalpolitiske partier. Jeg kan ikke forestille mig, at vi splitter Folketinget på det her«, siger Dansk Folkepartis kommunalordfører Poul Nødgaard. Nødgaard frygter dog, at det kan blive svært for Socialdemokratiet og Venstre at finde et kompromis. Det skyldes, at Venstre som udgangspunkt vil have amterne afløst af færre regioner. Uden direkte folkevalgte og uden ret til skatteopkrævning. Sygehusene afgørende stridspunkt Socialdemokraterne står omvendt meget fast på, at regionerne skal styres af direkte folkevalgte og skal kunne opkræve skat. »Vi vil ikke være med til en undergravning af demokratiet og til at sætte vores sygehuse på markedet«, siger Ole Stavad. Det står til at blive det afgørende stridspunkt i forhandlingerne. »Og det kan ikke løses, medmindre den ene part bøjer sig«, siger Poul Nødgaard.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























