»Åh, nej«. Reaktionen kommer prompte fra administrationschefen på Aarhus Købmandsskole, da han erfarer, at en ekstraregning på 1,1 million kroner er på vej til næste år. I forvejen lyser budgettet rødt med et underskud på 5 millioner kroner. »Vi skal ind og gnave i benet. Vi bliver nødt til at skære i lærernes forberedelsestid og udskyde alle forbedringer og vedligeholdelse. Men det er primært på lønkontoen, at besparelserne skal findes, og så må vi budgettere med endnu flere elever i klasserne«, siger administrationschef Jan Talbo. Skolen har i forvejen klassekvotienter på 35. Ekstraregning på 30 millioner kroner Problemet går igen på alle handelsskoler og tekniske skoler. De får til næste år en samlet ekstraregning på godt 30 millioner kroner. Det betyder underskud i regnskaberne på 11 handelsskoler ud af 48 til næste år, mens knap halvdelen af de tekniske skoler forventer underskud på budgettet. »Det her er en stor ekstrapost for skolerne, fordi økonomien i forvejen balancerer på en knivsæg«, siger sekretariatsleder i Foreningen af Skoleledere for Tekniske Skoler Carsten Eberhard. Handelsskoler og tekniske skoler indgik ellers en fireårig økonomisk aftale med regeringen sidste år med det erklærede formål at skabe ro omkring skolernes hårdtprøvede økonomi. Socialdemokraterne mener derfor, at ekstraudgiften bryder med forliget fra sidste år. »Det er løftebrud i forhold til flerårsaftalen, hvor skolerne blev stillet i udsigt at kende deres økonomi, og at der ikke ville komme nogen overraskelser«, siger arbejdsmarkedsordfører Bjarne Lausten (S). Forslag blev trukket væk Ekstraregningen skyldes, at handelsskoler og tekniske skoler fremover skal betale det dobbelte til en solidarisk udligningsordning for fleksjobbere i staten. Regeringen ville først tredoble skolernes regning, men trak det tilbage en aften i finanslovsforhandlingerne efter protester fra skolerne og oppositionen. Derfor kom det som en stor overraskelse, at skolerne alligevel skal af med det dobbelte til næste år. »Først får vi besked om, at regningen er taget af bordet, og når så alle ånder lettet op og tror, at den hellige grav er velforvaret, så klapper de alligevel til og fordobler beløbet. Det mener vi, er i strid med flerårsaftalen«, siger sekretariatsleder Annette Larsen i Interesseorganisationen for Handelsskolernes Ledelser. R: Intet løftebrud Hverken undervisningsministeren eller finansministeren vil svare på kritikken. De radikale, som er med i forliget bag flerårsaftalen, afviser derimod et løftebrud. »Hvis nu energipriserne steg, havde de jo heller ikke sagt noget. Det er ikke ændringer i den måde, udgifter og indtægter kommer til handelsskoler, derfor er der ikke tale om løftebrud«, siger Marianne Jelved.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























