Koldkrigspenge køligt modtaget

Lyt til artiklen

Finanslovens særbevilling til koldkrigsforskning på Syddansk Universitet (SDU) skaber ikke lutter jubel på universitetets rektorkontor i Odense. SDU's rektor, Jens Oddershede, erklærer lige ud, at han har været i alvorlig tvivl om han overhovedet skulle sige ja til de fire millioner kroner til forskning i 'indre konflikter under den kolde krig'. Fanger i politisk spil Han havde foretrukket, at pengene var blevet udbudt via forskningsrådssystemet, men i stedet kanaliseres pengene på Dansk Folkepartis opfordring direkte til SDU. Her er forskningsordfører Jesper Langballes foretrukne historiker ansat, nemlig professor Bent Jensen. »Jeg føler, at vi er blevet fanget i et politisk spil. Et ja vil af nogen kunne opfattes politisk. Et nej vil også klart kunne opfattes politisk. Efter nøje overvejelse er jeg kommet frem til, at det mest neutrale svar er at sige ja til pengene«, siger Jens Oddershede. Efter et samråd om sagen erklærede videnskabsminister Helge Sander (V) tirsdag, at han principielt finder det mest hensigtsmæssigt, at forskningspenge fordeles via forskningsrådssystemet. »Men dette er ekstra penge, som ikke kommer fra bevillingerne til forskning. Som minister står jeg selvfølgelig bag aftalen«, sagde Helge Sander og understregede, at universitetet nu selv bestemmer, om Bent Jensen skal have forskningsmillionerne. S: Bananrepublik Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) deler Sanders principielle standpunkt, men påpeger, at historien rummer masser af fortilfælde, hvor der er afsat penge til forskning i bestemte områder som led i en politisk studehandel. Derimod sammenligner S bevillingsprocessen med forholdene i en bananrepublik, mens forskningsordfører Anne Grete Holmsgaard (SF) direkte opfordrer SDU til at sige nej til bevillingen. »Det er vigtigt at håndhæve princippet om universiteternes uafhængighed og princippet om fri forskning. Derfor min opfordring«, siger Anne Grete Holmsgaard. Men institutleder ved SDU's Institut for Historie, Jesper Carlsen, erklærer sig villig til at forvalte forskningsprojektet, hvis instituttet får millionerne. Han betegner Bent Jensen som én »blandt flere« oplagte kandidater. Bent Jensen er tilfreds Bent Jensen, der for tiden opholder sig i Italien, er glad for, at millionerne går til Odense. Hvis han får opgaven, satser han på et treårsprojekt med forbillede i det norske værk 'Det hemmelige kriget' fra 1998. »Enhver forsker drømmer om at skaffe eksterne midler til sin institution, så man kan få noget forskningsaktivitet«, siger Bent Jensen. Jesper Langballe ønsker ikke længere at blande sig i udvælgelsen af forskere til koldkrigsprojektet. »Det er gudskelov endelig ude af Christiansborgs hænder«, siger Jesper Langballe.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her