Socialdemokratiets formand, Mogens Lykketoft, kræver, at regeringen trækker flere besparelser ud af finanslovsaftalen med Dansk Folkeparti. I et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) anklager han regeringen for at begå forligsbrud med besparelserne på børnecheck og boligstøtte. »Hvis der skal være bare et minimum af duelighed i folkestyret, så skal man overholde aftaler«, siger Mogens Lykketoft. Detaljeret brev Socialdemokratiet har flere gange advaret VK-regeringen om, at det ville blive opfattet som forligsbrud, hvis besparelserne blev gennemført. Det skyldes, at der spares ved at ændre på reguleringen af børnecheck og boligstøtte. De to ydelser skal fremover reguleres med prisudviklingen i stedet for som hidtil med den såkaldte satsreguleringsprocent. Det giver en besparelse i 2004 på 135 mio. kr., og beløbet vil stige i de kommende år. I brevet til statsministeren gennemgår Mogens Lykketoft meget detaljeret, hvorfor det efter hans opfattelse er brud på det 13 år gamle forlig om satsreguleringen. Et forlig, som både Fogh og finansminister Thor Pedersen (V) i februar i år lovede at holde. Det skete, da de konservative udtrykte ønske om at finde penge til skattelettelser ved at ændre reguleringen af alle overførselsindkomster. »Derfor har jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at regeringen ikke vil rette ind og overholde aftalen«, siger Mogens Lykketoft. »Hvis man vil lave nedskæringer over for børnefamilierne, så kan det kun ske ved at skære direkte iydelserne. Ikke i reguleringen«. Anders Fogh Rasmussen er på rejse i Mexico. Men en kopi af brevet er sendt til Thor Pedersen. Han afviser umiddelbart anklagerne. Juridisk kampskrift »Nu vil jeg selvfølgelig studere brevet nærmere. Men umiddelbart ligner det mest et juridisk kampskrift«, siger Thor Pedersen (V). »Vi står selvfølgelig ved aftalen om, hvordan man fremskaffer kapitalen i satspuljen, som partierne kan fordele. Men jeg er helt uenig i, at det skulle kunne regulere alt andet, hvad der foregår i Danmark. Et eller andet sted stopper sådan en aftales virkninger«. Thor Pedersen har bedt Finansministeriets embedsmænd om at vurdere Mogens Lykketofts argumenter. Også regeringens aftalepartner Dansk Folkeparti har fået en kopi af brevet. Ligesom de øvrige partier bag satspuljeforliget. »Det må regeringen svare på, og jeg glæder mig til at se svaret«, siger DF-gruppeformand Kristian Thulesen Dahl.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























