Grænsehandel fortsætter trods lavere afgifter

Lyt til artiklen

Grænsehandelen med øl, vin og spiritus som trækplaster og slagvarer vil fortsætte, vurderer eksperter. Men nettovirkningen for Danmark af liberaliseringen, der til nytår giver os lov til at hjemføre f.eks. ti liter spiritus eller 70 liter vin pr. person til eget forbrug, er svær at forudse. De fortsat lavere afgifter og den lavere moms i Tyskland vil stadig få danskerne til at købe de afgiftsbelagte drikkevarer og andre ting her. Og de seneste nedsættelser og justeringer af afgifterne i Danmark er derfor langt fra nok til at sætte en effektiv stopper for grænsehandelen. Interessen vil dø ud Men nogen dramatisk ændring af grænsehandelen er næppe lige om hjørnet, vurderer kontorchef John Fuhrmann, Skatteministeriet, og ekspert i grænsehandel, Susanne Bygvrå fra Intitut for Grænseregionsforskning. »Jeg tror, at folk, både danskere og svenskere, har benyttet slagtilbuddene til at få fyldt lagrene op. Derfor vil interessen for at købe spiritus lige så stille flade ud«, siger John Fuhrmann. Nedsættelsen af emballageafgiften har primært til formål at få gang i salget af øl på dåse i Danmark, og det vil formentlig blot ske på bekostning af øl på flaske. I Tyskland vil bajerne dog fortsat kunne købes betydeligt billigere end i Danmark. Et mild guldøl pålægges i Tyskland en afgift på 23 øre - i Danmark er afgiften 114 øre pr. flaske. Samtidig pålægges øl indkøbt i Tyskland kun 16 procent moms, mens satsen er 25 procent i Danmark. »Derfor vil det også i fremtiden være muligt at købe fire kasser billigøl i Tyskland for 100 kroner, og derfor vil den lavere emballageafgift og justeringerne af ølafgifterne ikke standse grænsehandelen«, siger Susanne Bygvrå. Det skønnes, at danskerne i år lægger 6,2 milliarder kroner i grænsehandelen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her