Embedsmænd og politikere fra fem danske kommuner har indledt samarbejde med kolleger i fire kommuner i den serbiske del af Bosnien-Herzegovina. Formålet er at lære de bosniske kolleger noget om demokrati. Ideer og inspiration til Bosnien Ifølge ambassadør Michael Wagtmann, chef for Fresta, Freds- og stabilitetsprogrammet under Udenrigsministeriet, er der tale om et pilotprojekt med henblik på at målrette den økonomiske støtte til stabiliseringsprocessen i Bosnien. »Formålet er dels at overføre ideer og inspiration til de bosniske kommuner, så de bedst muligt kan udnytte egne ressourcer, og dels at prioritere behovene for en stabilisering af forholdene i landet«, siger Michael Wagtmann. Som et af de centrale punkter i oplægget til samarbejdet fremhæves bestræbelser på at fremme mulighederne for repatriering af bosniske flygtninge fra Danmark. Udenrigsministeriet har i første omgang bevilget 1,6 millioner kroner til projektet, som koordineres af Dansk Flygtningehjælp. Søger at påvirke Odense er en af de kommuner, der deltager i projektet. Byen skal samarbejde med Banja Luka, der er hovedstad i Republika Srpska, den serbiskkontrollerede del af Bosnien-Herzegovina. Om Odenses engagement siger byens socialdirektør, Leif Hansen, at »vi har behov for at spore os ind på, hvordan tankegangen er dernede, for at lette repatrieringen af bosniske flygtninge, der ønsker at vende hjem«. I den forbindelse peger han på, at der i Odense befinder sig cirka 500 bosniske flygtninge alene fra Banja Luka-området. Bosniske ønsker Chefen for kultur-, erhvervs- og udlændingeområdet i Banja Luka kommune, Lilja Radovanovic, venter sig meget af samarbejdet. »Vi kan lære noget om administrationsplanlægning og uddelegering af ansvar«, konstaterer hun. Lilja Radovanovic lægger heller ikke skjul på, at de kommunale myndigheders kompetence i forhold til statsadministrationen i republikken er begrænsede. »Det betyder komplicerede forretningsgange og bureaukrati. Vi kan lære at effektivisere tingene. Det vil dels fremme processen med modtagelse af tilbagevendende flygtninge og dels være med til at fremme reintegrationen«, siger hun. Det er et krav fra dansk side, at lokale flygtningeorganisationer og græsrodsbevægelser også deltager. Det hilser lederen af kvindeorganisationen Vidra i Banja Luka, Aida Bogdan, velkomment. »For os er det vigtigt i den demokratiske udviklingsproces at komme i dialog med myndighederne. Også når det handler om at modtage og reintegrere tilbagevendte flygtninge«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























