Jysk boligselskab beskyldes for etnisk sortering

Lyt til artiklen

Det er ikke kun Odense Mini Taxi, der konsekvent vælger indvandrere fra. I Aalborg har et af Nordjyllands største boligselskaber, Limfjorden, tilsyneladende valgt at se bort fra arabiskklingende navne på ventelisterne, skriver Nordjyske Stiftstidende. Avisen har været ude og tælle arabiske navne i opgange, der tilhører boligselskabet. I tre boligblokke fandt man fire arabiskklingende navne i alt. I de næste tre blokke, der tilhører et andet boligselskab, var der 24 - altså seks gange så mange. Afviser fravalg Formanden for Limfjorden, Poul Nielsen, styrer ligeledes ventelisterne i et andet boligområde - her er der udelukkende danske navne på postkasserne. Alligevel afviser han, at han bevidst vælger indvandrere fra. Det må han nu forsøge at overbevise Aalborg Kommune om. Den vil iværksætte en undersøgelse for at finde ud af, om der er grundlag for at melde boligselskabet til politiet. Hvis det viser sig, at boligselskabet bevidst har valgt udenlandske boligsøgende fra, er det ulovligt og strafbart. Strafferammen går fra bøde til seks måneders fængsel. Kamal Qureshi, der sidder i Folketinget for SF, mener, at det er sigende, at det endnu en gang er en avis, der har løftet sløret for forskelsbehandling i Danmark. »Jeg synes, det er en skandale, at den samme regering og minister, der hele tiden snakker om alt det, de etniske minoriteter skal gøre for at opfylde deres forpligtelser, ikke selv vil løfte en finger for at løfte minoriteternes rettigheder«, siger Kamal Qureshi. Kræver ombudsmand Han vil i forbindelse med sagen i Nordjylland endnu en gang gribe fat i integrationsminister Bertel Haarder, som han gjorde det i forbindelse med taxasagen i Odense, for at høre, hvad han vil gøre ved problemet. Danmark halter nemlig efter det øvrige EU, mener Kamal Qureshi. »Det, vi har brug for herhjemme, er en ligestillingsombudsmand, som man har i Sverige, Norge og en række EU-lande. Det er jo trods alt et større problem, at folk ikke kan få en bolig på grund af deres hudfarve, end om en liter mælk koster 50 øre for meget, hvilket forbrugerombudsmanden gerne vil tage sig af. Det er den rene vilde vesten på ligestillingsområdet«, siger Kamal Qureshi.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her