Venstre vil specialisere skolelærere

Lyt til artiklen

Det skal være slut med klasselæreren, der følger en skoleklasse fra første skoledag til afgangseksamen. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) bebuder en snarlig reform af læreruddannelsen, der blandt andet skal medføre, at lærerne i folkeskolen i fremtiden er specialiserede i små eller store elever. »Specialisering bliver et kodeord for reformen af læreruddannelsen«, siger Anders Fogh Rasmussen: »Det er ingen god idé, at en lærer absolut skal kunne undervise både de 7-årige og de 16-årige. Den, der er god til at takle de små, er ikke nødvendigvis god til at takle de store«. Samtidig stikker han folkeskolelærerne en undskyldning for de hårde ord i talen ved Folketingets åbning, hvor han rasede mod »rundkredspædagogik« og for lidt fokus på paratviden. »Jeg skal være den første til at beklage, hvis nogle har opfattet mine udtalelser som kritiske over for lærerne. For sådan var de ikke ment«, siger Anders Fogh. Fogh skal i skole Han har taget imod en invitation fra Danmarks Lærerforening og vil i januar tage ud for at besøge en eller flere folkeskoler sammen med lærerformanden og undervisningsministeren. Skal du så sidde i rundkreds med lærerne?

»Ja, det er jo ikke den fysiske rundkreds, jeg har noget imod. Og lad mig tilføje, at jeg selv tjente penge som lærervikar i min studietid, så jeg ved faktisk godt, hvilken udfordring det er for den enkelte lærer i det daglige«. Statsministeren insisterer dog på, at der er behov for en debat om det faglige niveau. »Ingen kan løbe fra kendsgerningerne. De seneste undersøgelser viser klart, at danske elever er håbløst bagefter i naturfag, det er vi også med hensyn til læsefærdigheder. Det er vi nødt til at forholde os til«. Derfor lægger Venstre op til, at antallet af linjefag skal begrænses fra de nuværende fire. Statsministeren siger: »I princippet kan lærerne i dag undervise hele vejen rundt, men det er værd at overveje at snævre feltet ind og til gengæld opnå et højere fagligt niveau«. Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, glæder sig til at vise Fogh folkeskolen. »Jeg har hele tiden syntes, at det var en dum bemærkning, han kom med i åbningstalen. Den er ikke befordrende for en konstruktiv debat. Så det er strålende, at han har taget imod vores invitation«, siger han. Fleksibiliteten i fare Til gengæld er han uenig i, at lærerne skal nøjes med at have enten små eller store børn. For allerede i dag er det sjældent, at klasselæreren er med hele vejen. »Det er meget uhensigtsmæssigt at indføre småbørnslærere og ungdomslærere. Det er fint, hvis nogle lærere befinder sig bedst med små eller store børn, men det vil være frygteligt at specialisere sig allerede i grunduddannelsen. Så mister vi noget af den fleksibilitet, der er brug for«. Færre linjefag er lærerne parate til at kigge på - der er »lidt fagtrængsel« i den nuværende læreruddannelse, mener Anders Bondo. Socialdemokratiets folkeskoleordfører, Thomas Adelskov, er også åben for at skære et linjefag væk, især for lærerstuderende, der har tunge fag som dansk og matematik. »Men det vil være en katastrofe, hvis man dropper det faglige sigte«, siger han. Adelskov er også imod at afskaffe klasselæreren. »Vi skal ikke have småbørnslærere. Noget af det mest berømmede ved den danske folkeskole er netop vores klasselærersystem. Der er ingen dokumentation for, at det skulle skade fagligheden«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her