Efter flere dages offentlig kritik af Odense Mini Taxi og integrationsminister Bertel Haarders (V) opfordring til at boykotte selskabet, fordi det ikke hidtil har ansat chauffører og vognmænd af fremmed herkomst, ændrer firmaet nu signaler. »Vi ser gerne personer af anden etnisk baggrund søge stillinger hos os«, lyder det i en pressemeddelelse. Problemer med vejprøve Siden sagen om taxiselskabets modvilje mod at ansætte personer med indvandrerbaggrund kom frem i den forløbne weekend, har formanden for selskabets bestyrelse, Finn Kristensen, ellers nægtet at udtale sig. Bortset fra, at han har slået fast, at det i flere år ikke har været muligt at skaffe kvalificerede ansøgere blandt nydanskere - som han bl.a. mener ikke kan bestå 'vejprøven', som går ud på at kunne finde rundt i Odense. Det har i de senere dage fået storkunder som Odense Kommune og Lindøværftet til at overveje, hvorvidt samarbejdet med taxiselskabet burde bringes til ophør. Håber på flere med indvandrerbaggrund Det nye signal fra Odense Mini Taxi kommer efter et møde i selskabets bestyrelse. »Bestyrelsen er naturligvis bekendt med sin forpligtelse til at medvirke til den generelle integrationspolitik i Danmark, hvorfor bestyrelsen håber at modtage kvalificerede ansøgere til ledige chaufførjob samt henvendelser fra vognmænd med anden etnisk baggrund, der ønsker at blive tilsluttet det bestillingskontor, som drives af Odense Mini Taxi«, hedder det i pressemeddelelsen. Formand Finn Kristensen ønskede i går ikke at kommentere sagen ud over pressemeddelelsen. Odense Mini Taxi har tilknyttet knap 200 chauffører, og ingen er nydanskere. Derimod har 24 procent af de 271 chauffører i byens andet store hyrevognsselskab, Odense Taxa, indvandrerbaggrund.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























