Indvandrerorganisationen INDsam måtte i januar dreje nøglen om efter kraftige beskyldninger om fusk med regnskaber, bilag og medlemstal. Men det har ikke noget på sig, siger Statsadvokaten. Mistanken opstod, efter at en revisionsrapport i 2001 havde vist et stort rod i Indsams økonomi med mange manglende bilag. Længe ulmende interne stridigheder i organisationen brød ud i lys lue, og fik i foråret 2002 tidligere bestyrelsesmedlemmer til at melde bestyrelsen til politiet for at have brugt af Indsams pengekasse til eget forbrug. Men ifølge politiet er der ingen sag, skriver Ritzau. Ingen er sigtet »Ingen har været sigtet i sagen, og vi har standset efterforskningen«, siger jurist Lise Wodskou, Københavns Politis bedrageriafdeling. I kølvandet på krisen fik INDsam den 1. april 2002 frataget al statsstøtte. Over sommeren samme år standsede Integrationsministeriet alt samarbejde med den mere end 20 år gamle indvandrerorganisation. Tidligere INDsam-formand Mohammed Gelle er glad for at blive renset for beskyldninger om svindel. »Jeg har hele tiden sagt, at der ikke var tale om svindel. Jeg har indrømmet, at kontrollen af økonomistyringen ikke var optimal. Men der har aldrig været tale om ulovligheder«, siger Mohammed Gelle til Ritzau. Han mener dog, at det bør få konsekvenser for de mennesker, der i sin tid beskyldte bestyrelsen for ulovligheder. Flere organisationer er lukket Siden INDsams endeligt i januar er flere andre etniske organisationer lukket. Foreningen Broen, som rådgav kvinder i tvangsægteskaber, blev opløst i januar efter et forløb, der ligner Indsams. Rådgivningscentret Udrykningsholdet lukkede i maj. Og netop i disse dage ryster fundamentet under den anden store paraplyorganisation for indvandrere, POEM. Anklager om fusk med medlemstal, snyd med offentlig støtte og en bestyrelse delt i to truer med at opløse organisationen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























