Den danske varmerekord er fra 10. august 1975. Den dag svedte skolebørnene i Holstebro i 36,4 graders varme, og siden er den årlige varmerekord gang på gang faldet i august - efter at skolen er startet. Det skal være slut fra 2005. Så skal de varme dage falde i skoleferierne. »Forældre skal kunne holde ferien sammen med deres børn, mens det er godt vejr«, som den konservative uddannelsesordfører, Helle Sjelle, siger. Skal skubbes to uger Regeringen arbejder med planer om at skubbe skolernes sommerferie to uger, så den begynder i starten af juli og slutter midt i august. Sagen blev diskuteret på et møde i den konservative folketingsgruppe i går, og her var der opbakning til ideen. Venstre har ikke taget endelig stilling endnu. Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) siger, at hun i august »fik utallige henvendelser, da skolerne begyndte igen midt i den varme sommer«. »Jeg er ikke nået til nogen konklusion, men vi er midt i seriøse overvejelser om, hvad vi skal gøre. Det er ikke så enkelt, selv om meget taler for, at sommerferien skal starte senere end i dag«. Ingen grund til at vente En flytning af skolernes sommerferie kan klares med undervisningsministerens underskrift, og Helle Sjelle synes ikke, der er nogen grund til at vente: »Naturligvis skal den slags varsles i god tid, så man kan drøfte tingene stille og roligt. Men beslutter vi det nu, kan ferien flyttes i 2005«, siger hun og understreger, at der næppe er nogen økonomiske konsekvenser. I Dansk Industri oplyser konsulent Lars Bruhn, at der - i modsætning til, hvad de fleste tror - ikke findes nogen egentlig industriferie. Uproblematisk for erhvervslivet »Der er ingen regler på arbejdsmarkedet, der vil hindre en flytning af skolernes sommerferie. At lave om fra 2005 lyder forholdsvis uproblematisk for erhvervslivets planlægning«. I FDM fremhæver lederen af motorafdelingen, Bo Chr. Kock, derimod, at »så falder ferien lige midt i den værste central- og sydeuropæiske trafik. Det kan også blive lidt dyrere at rejse sydpå, for Danmark er i dag et af de lande, der begynder sommerferien tidligst«. Vil give bedre vejr Vagthavende meteorolog i DMI Tyge Rasmussen er helt med på, at en flytning af ferien vil give bedre ferievejr til skoleeleverne: »Der er ingen tvivl om, at det er varmere i august end i juni. Det regner lige så meget, måske lidt mere end i slutningen af juni. Til gengæld er det korte byger, og i hvert fald er badevandet varmere«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























