Charterbranchen: Udsigt til lange køer

Lyt til artiklen

Dyrere ferieboliger sydpå og en plads i de kilometerlange bilkøer på motorvejene. Det er udsigterne for danske familier, som rejser individuelt på sommerferie i Sydeuropa, hvis den danske skoleferie forskydes med to uger som foreslået af de konservative. »Prismæssigt har vi en meget stor fordel ved at holde sommerferie tidligere end resten af Europa«, siger Jesper Ewald, formand for Danmarks Rejsebureau Forening, der er brancheorganisation for de bureauer, som sælger individuelle rejser. Dyrere ferieboliger »En feriebolig i Sydfrankrig kan nemt koste 2.000 kroner mere om ugen efter 3. juli, når den tyske sommerferie begynder. Og så skal danskerne også til at stå i kø sammen med tyskerne og franskmændene. 30-40 kilometers køer på motorveje sydpå er ikke ualmindelige midt i juli. Så det er for letkøbt bare at sælge ideen på det danske sommervejr«. Derimod tror charterbranchen ikke, at en forskydning at skoleferien vil smitte af på prisen for færdigpakkede rejser. Benhård konkurrence »Konkurrencen i branchen er benhård, og det, der er afgørende for prisen er, hvad kunderne er parate til at betale, ikke så meget indkøbsprisen på hotelværelser«, siger Henrik Specht, generalsekretær i charterbranchens organisation Foreningen af Rejsearrangører i Danmark. »Det er altid billigere at rejse i ydersæsonerne end i højsæsonen. Men det er den danske industriferie, som afgør, hvad der er højsæson. Så hvis den forskubbes sammen med skoleferien, vil det ikke få den store betydning for priserne på charterrejser«, siger Henrik Specht.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her