Regeringen vil kun give borgere fra de nye østeuropæiske EU-lande opholdstilladelse, hvis de har et arbejde her i landet. Forslaget skal forhindre såkaldt social turisme, når millioner af nye EU-borgere næste år får adgang til det danske arbejdsmarked. Ifølge Ritzaus oplysninger er det kernen i den plan beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) fredag præsenterer for Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og LO. Beskæftigelsesministeren har ikke ønsket at kommentere sin plan, men Socialdemokraterne er på forhånd positive, mens Dansk Folkeparti er skeptisk. Afviser overgangsordninger Claus Hjort Frederiksen har ved flere lejligheder nedtonet truslen mod de danske velfærdsydelser og risikoen for løntrykkeri, og Socialdemokraternes arbejdsmarkedspolitiske ordfører, Jan Petersen, afviser da også enhver snak om danske overgangsordninger. Han henviser til, at problemet er mindre end forventet. Selv om Jan Petersen ikke ønsker at tage endelig stilling til beskæftigelsesministerens forslag eller enkeltpunkter i det, så er han dog enig i behovet for en såkaldt sikkerhedsmekanisme. »Der er jo ingen grund til at skyde gråspurve med kanoner. Det mest enkle er at lave en model med en arbejdstilladelse, som er afhængig af, at man rent faktisk er i arbejde, og så har man heller ikke adgang til at hæve offentlig forsørgelse«, siger Jan Petersen. DF kræver fortsat overgangsordning Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted, mener imidlertid, at det letteste netop ville være at lave en syvårig overgangsordning for de nye østeuropæiske lande, så danske arbejdsgivere fortsat skal dokumentere, at de ikke kan finde arbejdskraft her i landet, før de får tilladelse til at hente folk hertil. Tyskland og Østrig har lukket arbejdsmarkedet helt for borgere fra de nye EU-lande i syv år. »Det er mest sandsynligt, at Dansk Folkeparti ikke kan støtte regeringens plan, som må blive meget kompliceret, samtidig med at den ikke kan undgå også at komme til at ramme danskere«, siger Bent Bøgsted. LO og DA har ikke ønsket at kommentere udspillet, før de har set det på tryk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























